Esbjergs U/17-hold smed pauseføring, da AaB vandt torsdagens U/17 Liga-opgør på udebane med 2-1.
AaB’erne var torsdag tvunget til at vinde i Esbjerg, hvis sølvmedaljerne fortsat skulle være indenfor rækkevidde. Weekendens resultater betyder dog, at AaB i sæsonens sidste kamp skal slå de ubesejrede mestre fra FC København med hele 14 mål, hvis ikke FC Nordsjælland skal hænge sølvmedaljerne om halsen.
AaB fik dog langt fra den planmæssige start i Esbjerg. Nordjyderne lavede en række boldtab, og allerede seks minutter inde i opgøret bragte Martin Egelund hjemmeholdet på 1-0, da han sendte returen fra Korkmaz’ stolpeskud i kassen. I en meget lige første halvleg kunne det både være blevet til 1-1 og 2-0. Først måtte Jacob Lønne redde på EfB-stregen, og senere sendte vestjydernes Emil Ankersen en langskudsdrøn på overliggeren. Det forblev dog 1-0 til pausen.
Men heller ikke mere end lige til pausen, for i kampens 44. minut kunne gæsternes Wessam Abou Ali udligne på et straffespark, som Søren Tengstedt tilkæmpede sig efter at have rundet EfB-keeperen. Efter udligningen satte nordjyderne sig på kampen. Et kvarter inde i anden halvleg kunne Abou Ali så assistere Søren Tengstedt efter et flot drev med bolden. Tengstedt sparkede resolut bolden i kassen, og så var AaB pludseligt foran.
Til sidst i kampen pressede hjemmeholdet på, men esbjergenserne kom ikke tættere på end Martin Egelunds afslutning på stolpen.
AaB er fortsat afhængige af udfaldet af FC Midtjyllands kamp mod Esbjerg på onsdag, men vil nordjyderne selv sikre sig en plads i Top 3, skal de vinde deres sidste kamp mod ubesejrede FCK.