AGF slår HB Køge i målrigt U/17-opgør

AGF U/17 sluttede en imponerende forårssæson af med sejr ude over HB Køge og spillede sig dermed op i U/17 Ligaens øverste halvdel.

I lørdagens målrigeste U/17 Liga-opgør tog HB Køge imod AGF i et sandt midteropgør, for mens HB Køge har spillet sig ud af kampen om fjerdepladsen, har AGF’s mange sejre båret dem op i nærheden af den øverste halvdel. Senest tabte aarhusianerne dog til bundholdet, Haderslev, så der var noget at revanchere lørdag i Køge.

Det var dog HB Køge, der tog føringen i det meget chancerige opgør, men det forhindrede ikke AGF’erne i at bringe sig foran både 2-1 og 3-1 allerede efter en halv times spil, da Marcus Hogan først udlignede, mens Søren Bugge Jepsen og Sebastian Hausner senere sparkede AGF’erne foran. Med to usikre defensiver havde begge hold nemt ved at skabe chancer, og for at det ikke skal være løgn, formåede hjemmeholdet at udligne til 3-3 inden pausen.

Målscoringen fortsatte også efter pausen, da AGF’s Kasper Lunding gjorde det til 4-3, men herfra lykkedes det gæsterne at holde stand defensivt, og dermed kunne AGF hente det 25. point ud af 39 mulige i forårssæsonen.

Formår førerholdet, FC København, at forblive ubesejret i sæsonens sidste kamp mod Brøndby på tirsdag, slutter AGF lige akkurat i U/17 Ligaens øverste halvdel, mens HB Køge tager sig af 6. pladsen – lige over AGF’erne.

In this article