I et sandt midteropgør blev skarpheden foran mål afgørende, da Brøndby efter to scoringer kort inde i begge halvlege besejrede de gæstende esbjergensere.
Esbjerg fB’s U/17-hold kom til Brøndby med seks sejre, et enkelt nederlag og senest et uafgjort resultat mod Vejle i bagagen. Vestjyderne har dermed haft en imponerende forårssæson, og gæsterne skulle dermed forsøge at finde ind på sejrssporet, som de nærmest er blevet vant til at køre på, indtil sidste weekends 2-2-kamp mod Vejle.
I det lige opgør i Brøndby var det dog hjemmeholdet, der først kunne juble, da Karl Dines Appelt modtog den klassiske aflevering mellem back og midtstopper og sikkert kunne spark Brøndby-føringen ind.
Efter scoringen og særligt de sidste ti minutter af første halvleg var det esbjergenserne, der dominerede. Brøndby-keeper https://www.dbold.dk/wp/../uploads/FIFA-E-sport.jpg Hauervig var dog på plads, når gæsterne kom for tæt på. Keeperen var alligevel selv tæt på at forære udligningen væk, da hans udspark blev opsnappet af Søren Ilsøe, men Hauervig slap med skrækken.
Kort efter pausen var Esbjerg igen tæt på, men Deniz Korkmaz misbrugte Patrick Egelunds flotte forarbejde – og når man ikke udnytter sine gode perioder, så ender det, som det gjorde i Brøndby. Otte minutter inde i anden halvleg drev hjemmeholdets Ertugrul Teksen nemlig bolden ind fra højre og sendte en afslutning afsted, som lige akkurat var uden for Alexander Kostows rækkevidde.
Esbjerg lykkedes trods flere halve chancer i slutningen ikke med at reducere, og med 2-0-sejren tog Brøndby dermed alle tre point og holder fortsat Esbjerg bag sig på U/17 Ligaens 8. plads.
Det varer dog ikke nødvendigvis sæsonen ud, da vestjyderne har spillet to kampe færre end de blågule.