FC Midtjylland slutter sæsonen med prisuddelinger

De midtjyske U/17- og U/19-ligahold er ikke mange dage fra en velfortjent sommerferie, og forleden dag fandt ulvene anledning til en række kåringer.

Det har været en fremragende sæson for FC Midtjyllands to ældste ungdomshold. I U/17 Ligaen kan Svend Graversens mandskab med én kamp tilbage at spille stadig sikre sig bronzemedaljerne, og på U/19-holdet har man får andet år i streg sikret sig guldet og ligeledes været på europæisk togt i UEFA Youth League.

Forleden dag var det så tid til at opsummere, og i den forbindelse uddelte akademichef Flemming Broe en række priser til FC Midtjyllands håbefulde talenter.

Den største af de priser, som blev uddelt, var uden tvivl prisen som Årets Akademispiller. Blandt de tidligere vindere er prominente navne som Viktor Fischer, Simon Kjær og Pione Sisto, så det er altså ikke hvem som helst, der får den belønning.

Ikke overraskende blev Årets Akademispiller 2015/2016 den unge Rasmus Nissen, som i forårssæsonen har spillet sig til en fast plads på Superligaholdet, hvor han har optrådt 12 gange. I efteråret var den langhårede defensivspiller en af hovedårsagerne til FC Midtjyllands succes i UEFA Youth League, så det er alt i alt en fremragende sæson, som Nissen kan se tilbage på. Akademichef Flemming Broe havde da også kun roser til overs for den talentfulde gut:

Han er fysisk stærk og god i duelspillet og kommer altid med stor energi og power. Han har stor gennembrudshidsighed og har store lederegenskaber og er en kulturbærer på U19-holdet, og vi er helt sikre på, at han også bliver det på superligaholdet. Han har indtil videre hurtigt adapteret et højere niveau, når han er blevet udfordret, og han har markeret sig i lyntempo på superligaholdet og har allerede indtaget fansene med storm, fortalte akademichefen foran de unge spillere og deres forældre.

Foruden kåringen som Årets Akademispiller blev også Årets Udviklingsspiller og Årets Spiller på U/17- og U/19-holdet kåret.

Årets udviklingsspiller blev Alexander Munksgaard. Den teknisk stærke forsvarsspiller, som beskrives som læringsparat og udviklingsorienteret, har i denne sæson fået sin debut for Superligaholdet og er efter sommerferien en del af Jess Thorups førsteholdstrup.

På U/19-holdet faldt valget på Mads Olsen, som foruden at have haft en god sæson med seks scoringer og tre assist i U/19 Ligaen, har fået prisen på baggrund af gode menneskelige kvaliteter. Victor Torp, som er en fast bestanddel af U/17-landsholdet, blev årets U/17-spiller.

In this article