Efter en 3-2 finalesejr mod U/17-divisionsholdet fra Slagelse B&I kunne HB Køges U/17-hold her til aften lade sig hylde som pokalmestre. Stillingen var 1-1 ved pausen.
Der var lagt op til en intens og spændende dyst mellem to hold, som ville give højre fod for at løfte pokaltrofæet. Det lå nemlig ikke i kortene inden pokalturneringens start, at det skulle blive HB Køge og divisionsholdet fra Slagelse B&I, som skulle blive finalisterne i den sjællandske pokalturnering.
Vejen til finalen
HB Køges vej til finalen har, trods et par store sejre, heller ikke været problemfri. Svanerne startede med at besejre divisionsholdet fra Roskilde med hele 0-6, men i næste runde fik man sin sag for, da man skulle ud i straffespark for at besejre Næstved, som ligeledes spiller i divisionen, landets næstbedste række. I runde 3 og 4 var modstanden overkommelig, og med sejre over BSV og AB Tårnby var vejen banet for semifinalen. Her var modstanderen divisionsholdet Holbæk, og selvom sjællænderne kæmpede det bedste, de havde lært, var HB Køge for stærke og snuppede finalepladsen med en sejr på 3-2.
For Slagelse B&I har det været en lang sæson. Ved vinterpausen måtte klubbens førstehold, FC Vestsjælland dreje nøglen og erklære sig konkurs, men ungdomsholdet i U/17-divisionen har fortsat arbejdet, og har i pokalturneringen været den helt store overraskelse! Efter nemme sejre i de første par kampe, blev man i kvartfinalen det første hold i denne sæson til at besejre mægtige FC København, da man efter straffekonkurrence vandt med 6-5. I semfinalen slog man på ny et højere rangerende ligahold. Denne gang gik det ud over U/17 Ligaens sølvvindere fra FC Nordsjælland, som man gav en snitter på hele 5-1. Det er derfor på sin plads at betegne Slagelse B&I som denne sæsons helt store pokaldræbere.
Jævnbyrdig første halvleg
Favoritterne fra Køge startede bedst på Frederiksbergs kunstgræsbane og lagde et stort tryk på undertippede Slagelse. Efter 19 minutter kom føringen så, da svanernes anfører, Emil Skovbo steg til vejrs og pandede ligatalenterne på 1-0 efter et hjørnespark, som HB Køge i øvrigt havde mange af i kampens indledning.
Efter scoringen ændrede opgøret sig en smule. Alvoren gik op for Slagelse, som begyndte at investere mere i duellerne. I en periode med vestsjællandsk momentum faldt udligningen. Efter et hjørnespark ramte bolden tilfældigt Jacob Stauner på knæet og gik derefter i mål, og således var stillingen 1-1 ved pausen.
Kunne gå begge veje
Anden halvleg startede som lyn og torden, og begge mandskaber syntes opsatte på at vise den rigtige moral. Især svanerne fra Køge, Herfølge og omegn virkede som nogle, der havde fået snakket tingene igennem i pausen.
Det tippede frem og tilbage, men pludselig tog Slagelse-spilleren Martin Ahlgren sagen i egen hånd, og fra kanten af feltet kanonerede han bolden op i hjørnet. Et koldt højrebenshug fra Ahlgren og pludselig var divisionsdrengene, ikke ufortjent, foran med 2-1.
Efter Ahlgrens flotte scoring pressede HB Køge på for en udligning. Igen var svanerne farlige på hjørnespark, og igen fik man tilkæmpet sig en hel del af disse. Emil Skovbo blev præcis som i første halvleg hovedpersonen, da han steg til vejrs og på ny headede bolden i netmaskerne. Så var alt lige igen.
X-Factoren blev afgørende
Bedst som man ventede på en straffesparkskonkurrence, skete det, der mest af alt kan betegnes som en genialitet. Elias Sørensen er foruden at være en af HB Køges bedste spillere også aktuel på U/17-landsholdet, og i kampens døende minutter tog angriberen sagen i egen hånd, rundede de fleste Slagelse-forsvarsspillere inden han blev ulovligt bremset i feltet – straffespark!
Fra 11-meterpletten tog Elias Sørensen sagen i egen hånd og bragte HB Køge i front med 3-2. Målet blev kampens sidste, og så kunne ligaholdet fra Køge ellers fejre pokaltriumfen, som er kulminationen på en flot sæson, hvor man har spillet med i den sjove ende af U/17 Ligaen.
For Slagelse B&I kunne pokaleventyret næppe have endt mere bittert og ærgerligt, end det var tilfældet. Kampen var jævnbyrdig og kunne lige snildt have faldet ud til vestsjællændernes fordel.
Men sådan blev det ikke, og HB Køge er nu sjællandske pokalmestre 2015/2016.