Lyngby Boldklubs U/19-ligahold har haft en svingende sæson og der har været flere situationer, hvor cheftræner Thomas Lollike ikke har været tilfreds. Men han mener, at fremtiden ser fornuftig ud.
Det har ikke været en dans på roser at være omkring Lyngby Boldklubs U/19-ligahold i denne sæson. Ud af de i alt 12 hold i ligaen blev det til en 10. plads med fem sejre, fem uafgjorte og 12 nederlag. Det kan blandt andet skyldes, at de kom dårligt fra start mener cheftræneren:
– Vi havde et svært efterår med lidt hakkende præstationer, hvor en stor del af holdet ikke eller kun sporadisk havde spillet U19-fodbold. Til tider måtte vi grave dybt, men vi gik på vinterferie med en god fornemmelse, og vi havde en rigtig god opstart, hvilket hurtigt kom til udtryk, forklarer Thomas Lollike til klubbens egen hjemmeside
Som Thomas Lollike nævner det, kom de kongeblå lyngbygensere godt fra start i foråret. Så godt, at de i seks kampe var ubesejret og hentede 12 ud af 18 mulige point. Men til trods for en god stime, blev afslutningen på sæsonen ikke ligeså, det skyldtes, at Lyngby tabte de sidste fem kampe i streg. Herunder tre med 0-1. En af grundene til det var skader kan man forstå på cheftræneren:
– De afsluttende nederlag irriterer mig grænseløst, for mange af dem var slet ikke nødvendige. Omvendt må vi også erkende, at vi har manglet kvalitet i vores afslutninger, for vi har bestemt haft chancerne til flere point. Et mål i de sidste fem kampe er ikke godt nok, men her til sidst har vi nok lidt en smule under en lang sæson, hvor vi ofte har sat vores lid til få spillere blandt andet på grund af mange skader.
Foruden skader har truppen også manglet spillere som Jens Odgaard, Adnan Curovic og Oliver Kjærgaard som alle har været inde omkring klubbens førstehold, der vandt Bet 25-ligaen. Det vidner om en række talentfulde spillere, og den bliver suppleret yderligere i næste sæson slutter Thomas Lollike:
– Vi kan langt hen ad vejen stille med den samme stamme af spillere næste sæson, som vi har kunnet i denne. Derudover kommer vi til at supplere dem med nogle dygtige årgang 99-spillere, som kommer op fra U17-holdet, og derfor er jeg meget fortrøstningsfuld i forhold til at kunne præstere kontinuerligt og fortsat skabe et stærkt konkurrencemiljø.