Midtjylland henter lokal 15-årig midtbanemand

Foto: fcm.dk
  Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland har hentet den 15-årige Matthæus Andersen i samarbejdsklubben Vildbjerg SF.

FC Midtjylland er en klub, der er kendt for at satse stort på egne talenter. Klubben har da også en af de absolut bedste fodboldakademier i Danmark, hvor mange unge, håbefulde talenter har sin daglige gang.

Nu kan endnu en spiller så glæde sig til at komme på Ulvenes akademi. Midtjylland har nemlig hentet den kun 15-årige lokale midtbanespiller Matthæus Andersen i samarbejdsklubben Vildbjerg SF.

Det er stort for den unge midtbaneslider, der som så mange lokale drenge holder med lige netop FC Midtjylland.

– Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det er et kæmpe skridt for mig. Det er bare en fantastisk følelse, siger Matthæus Andersen til FC Midtjyllands hjemmeside, og afslører, at han selvfølgelig ikke var i tvivl, da han fik tilbuddet:

– Det er noget, jeg har drømt og håbet meget på, så det var aldrig en svær beslutning, siger han.

Det bliver dog ikke første gang han skal trække i Midtjyllands trikot som spiller. Han har nemlig i de sidste tre år spillet for FCM Elitefodboldskole. Nu gælder det dog akademi-livet i Ikast i stedet for fodboldskole i Herning.

– Jeg glæder mig helt vildt. Jeg regner med at få en masse gode år i FC Midtjylland og lære en masse nye mennesker at kende, siger han og fortsætter

– Jeg forventer at udvikle mig meget, og så forventer jeg at spille en masse fodbold og lave det, jeg elsker. Men jeg forventer også nogle hårde år. Det kræver hårdt arbejde at spille sig på holdet og at få hverdagen til at hænge sammen.

Hans tidligere træner beskriver ham som en hårdtarbejdende spiller med lederpotentiale, som er god både på og udenfor kridtstregerne.

– Matthæus er en glad og udadvendt dreng, der med sit altid smilende og imødekommende sind gør det til en stor fornøjelse at være sammen med ham både på og udenfor banen, siger Bo Møller, der som U/15-træner i FC Midtjylland har trænet det 15-årige talent det seneste år, og fortsætter:

– Udover sit positive væsen er Mattæus en dybt seriøs og målrettet fodboldspiller, der er meget bevidst om sine mål og arbejder fokuseret og hårdt for at nå sine drømme. Han er den fødte ledertype, som også kan stille krav til sine omgivelser og medspillere, siger U/15-træneren.

Matthæus Andersen er en stærk spiller på 6’er-positionen, og han har stort set altid spillet der – dog prøvede han kræfter med forsvaret i de yngre år, men det viste sig hurtigt, at pladsen på den defensive midtbane var det rigtige for jyden.

Akademichefen i Midtjylland er naturligvis også spændt på at følge Andersen i fremtiden.

– Matthæus er en interessant spiller på flere måder. Han har et lederpotentiale og indtager rummet, når han kommer ind i det.  Samtidig yder han altid en dedikeret indsats og har et fint teknisk niveau. Han har et godt flow i sit spil, er dygtig til at binde tingene sammen, og så kan han være med til at ændre tingene, hvis det ikke lige går vores vej. Når man spiller i maskinrummet, skal man være dygtig teknisk i små rum, og der skal han fortsat udvikle sig, siger Flemming Broe.

Til sidst kommer hovedpersonen selv med den ultimative drøm – og han drømmer stort.

– Det (hans største drøm, red.) må være at trække en landsholdstrøje eller Arsenal-trøje over hovedet. Og gerne dem begge to, siger han, som kæmper for at komme på U/16-landsholdet.

– Det er et kæmpe mål. Det er de bedste spillere i landet, og det vil være en ære at være blandt dem, siger han.

Den 15-årige midtbanespiller starter på akademiet i Ikast efter sommerferien.

In this article