Hans Christian Bernat, som i sidste sæson spillede for FC Nordsjælland, har skrevet under på en 3-årig aftale med OB, for hvem han tidligere har repræsenteret.
OB vil gøre op med de seneste års dårlige resultater i ungdomsligaerne og satser i stor stil på talentudviklingen. Blandt andet har man oprustet på trænerfronten, og senest også på spillerfronten. Søren Mortensen og Lucas Møller Jensen blev præsenteret i sidste uge, og i dag har odenseanerne så offentliggjort købet af Hans Christian Bernat.
Det 15-årige målmandstalent kom til OB fra Næsby og skiftede for et halvt år siden til FC Nordsjælland, men nu vender Bernat altså tilbage til Fyn. Det er De Stribedes talentchef, Tonny Hermansen godt tilfreds med:
-Hans Christian Bernat er en meget dedikeret målmand, der har evnen til at redde point i kampene. Han er en stærk støtte for forsvaret, fordi han kommunikerer meget og godt, og så har han et rigtig stort udviklingspotentiale, siger talentchefen til ob.dk
Rent faktisk har den nykårne OB’er kun stået på mål i fire år, fortæller fynboernes talentchef videre:
–Han begyndte først som målmand som U13-spiller, og han har taget enorme skridt allerede, hvilket vi er overbeviste om kan fortsætte. Derfor tror vi på, at vi i fællesskab kan løfte ham til næste niveau, når han kommer tilbage til OB og kommer til at træne med vores gode målmandstræner-setup.
Hans Christian Bernat er tiltænkt en rolle på OBs U/17-hold, som i forvejen råder over Andreas Søndergaard, som netop er blevet udtaget til det U/16-landsholdet. Hans Christian Bernat har to ungdomslandskampe for Danmark på cv’et