Røjkjær: Glæder mig til at vise folk, hvad jeg kan

Med sæsonens afslutning markeres også Nicklas Røjkjærs afslutning i barndomsklubben, Silkeborg IF. Angriberen skifter til FC København.

I februar måned offentliggjorde Nicklas Røjkjær, at han ved sæsonens afslutning skifter de vanter rammer i Silkeborg IF ud med en tilværelse i landets hovedstad og FC København. På daværende tidspunkt var den 17-årige spiller delt topscorer i U/19-ligaen med Emre Mor, men den sidste halvdel af sæsonen blev ikke tilbragt i U/19-ligaen:

– Min sidste sæson i Silkeborg har været lidt blandet. Jeg startet rigtig godt ud i sommers og fik scoret en masse mål i både træningskampe og turneringen. Det sidste halve år har været lidt blandet eftersom, jeg ikke skulle være i klubben mere. Jeg har trænet fast med førsteholdet det sidste halve år, men det er ikke blevet til mange minutter på banen, hvilket er ærgerligt, fortæller Røjkjær til D’BOLD

Han har ikke været den eneste fra U/19-truppen der har været inde omkring førsteholdet. Det har præget afslutningen på sæsonen:

– Nu har jeg jo kun spillet den første halvdel af sæsonen, og der synes jeg vi spillede friskt til og spillede med i toppen. Men sæsonen har overordnet været præget af, at vi er mange, der har trænet og været med i truppen ved førsteholdskampene, og dermed er U/19-holdet blevet lidt nedprioteret

Til trods for, at det ikke blev til mange minutter i Bet25-ligaen for Røjkjær, fik han alligevel debut. Han tilskriver dog den manglende spilletid noget særligt:

– Det var dejligt at få debut for Silkeborg inden jeg skulle videre, men ærgerligt det ikke blev til flere minutter. Men det var nok i kraft af, at jeg ikke skulle være der mere. Jeg har trænet fast med det sidste halve år, og været med i truppen næsten samtlige kampe, men jeg føler ikke jeg har spillet en afgørende faktor i, at Silkeborg nu er i Superligaen.

Skiftet til FC Købehavn blev transferfrit, og det betyder at Silkeborg IF ikke får nogle økonomisk gevinst ved salget af Røjkjær. Ikke desto mindre, takker han af i barndomsklubben, og ser fremad:

– Jamen, tiden i Silkeborg har været fantastisk. Men nu føler jeg også, det er på tide, jeg får lidt luftforandring og nogle bedre muligheder for at blive presset lidt mere hver dag, og bedre muligheder for at udvikle mig maksimalt.
– Jeg glæder mig til at komme over til en større klub, bedre omgivelser, mere professionelt miljø og så glæder jeg mig til at vise folk hvad jeg kan.

FC København har en i forvejen stærk trup, og er godt besat på angrebspositionerne. Derfor er der ikke nødvendigvis udsigt til spilletid ved første øjekast, men planen er klar:

– Planen er at jeg lige skal falde på plads og ellers bare vise hvad jeg kan, og så må vi tage den derfra. Jeg starter op med U/19, og det kan da godt være det er et lille skridt tilbage i forhold til at kunne spille Superliga med Silkeborg næste sæson, men på længere sigt er det bare meget bedre at være i en klub som FCK.

Ærgrer det dig, at du muligvis kunne have tilkæmpet dig spilletid på seniorplan i Superligaen hos Silkeborg næste sæson, men at du nu skal fortsætte i U/19 Ligaen?

– Overhovedet ikke. Det bliver meget federe at spille på FCK’s Superliga hold om nogle få år, så det tager jeg med.

Afslutningsvis mener Nicklas Røjkjær da også, at han endnu en gang, sagtens kan blive en af de mest scorende spillere i U/19-ligaen:

– Der er intet der taler imod at jeg kan gøre det igen, slutter Røjkjær af overfor D’BOLD

Den 17-årige angriber har skrevet under på en treårig kontrakt med FC København

In this article