SønderjyskE satser på talentarbejdet: Ansætter nye trænere

Superligaens sølvvindere fra SønderjyskE styrker talentarbejdet med flere nye trænere, heriblandt en fuldtidsansat U/15-træner og en række A-licens trænere.

I Haderslev ligger et af landets yngste fodboldakademier. HIA, Haderslev Idræts Akademi, har stadig meget at lære, men i takt med årene er akademiet vokset og talentudviklingen forbedret. Nu tyder meget på, at det helt store gennembrud er undervejs.

Nye krav til trænerne

Fra næste sæson har sønderjyderne nemlig som krav, at alle klubbens trænere skal være i besiddelse af en A-licens eller i færd med at tage uddannelsen som A-licens træner. Klubbens talentansvarlige, Frank Andersen, siger til soenderjyske.dk:

-Hvis vi skal være blandt de bedste talentudviklere i Danmark kræver det først og fremmest dygtige, veluddannede, hårdt arbejdende og dedikerede trænere.

Og det har syddanskerne nu reageret på ved at lave en større trænerrokade på ungdomsholdene. Mest bemærkelsesværdigt er det, at SønderjyskE har skrevet fuldtidskontrakt med Michael Meyhoff, som i den kommende sæson bliver klubbens første U/15-fuldtidstræner nogensinde. Man siger også goddag til Kenneth Baggesgaard, som bliver kommende U/13-træner. Baggesgaard kommer fra talentfodbold i Randers og er ansat på en deltidskontrakt.

Historisk setup

Med ansættelsen af Michael Meyhoff og Kenneth Baggesgaard samt yderligere tre trænere i ungdomsarbejdet, går morgentræningen i Haderslev FK, som er navnet på SønderjyskE’s talenthold (bortset fra U/19-holdet), en lysere fremtid i møde. I stedet for at have 2-3 trænere til morgentræningerne, vil der fremadrettet være 4-5 trænere klar til at vejlede de unge, talentfulde spillere.

Foruden nye chef- og assistenttrænere har sønderjyderne også kvalificerede målmandstrænere og fysiske trænere på plads, og der er i det hele taget tale om en hidtil uset talentsatsning fra Haderslev FK/SønderjyskE:

-Det er et historisk stærkt setup vi sammen har lavet omkring eliteholdene til den kommende sæson. Vi har nu 9 A-licens trænere og en håndfuld B-licens trænere og veluddannede fultidsansatte fysiske trænere omkring eliteholdene, siger Drengeafdelingsformand i Haderslev FK, Fin Andersen.

Haderslev FK/SønderjyskEs spiller i U/17 Ligaen og U/19 Divisionen, men fra den kommende sæson skal man spille i divisionen i begge aldersgrupper.

In this article