Selvom Amir Al-Ammaris kontrakt med Brøndby IF udløber denne sommer, har spilletid i træningskampe under Alexander Zorniger givet ham fornyet håb om at kunne blive på Vestegnen.
Brøndbys svenske midtbanetalent, Amir Al-Ammari, har siden Alexander Zornigers tiltræden som cheftræner fået en del minutter i træningskampene. Senest i testkampen mod LSF, hvor de blågule sejrede med 6-3. Den unge, løbestærke midtbanespiller glæder sig over tilliden og vurderer umiddelbart, at Zornigers intense, fremadrettede spilletstil passer ham godt. Derfor udelukker Amir Al-Ammari da heller ikke at blive på Vestegnen til trods for, at hans kontrakt udløber denne sommer.
– Muligheden er åben. Men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, eller om jeg skal til en anden klub. Zorniger har givet mig meget spilletid, og det er jeg glad for og jeg synes, at jeg har grebet chancen fint. Så må vi se hvad der sker, fortæller Al-Ammari til 3point.dk umiddelbart efter testkampen mod LSF.
Amir Al-Ammari, der kom til Brøndby som 15-årig, har da også tidligere i forårssæsonen givet udtryk for, at han helst ser sig selv fortsætte i gult og blåt, selvom han endnu ikke har bidt sig fast omkring seniortruppen, men da han til den nye sæson er færdig som ungdomsspiller, afventer han sin kontraktsituation.
– Jeg synes da, at det er et godt tegn, at han har givet mig så meget spilletid. Det virker som om, han tror på mig. Han giver mig råd hele tiden til træning. Han siger bare, at jeg skal blive ved med at køre på, og at han synes, jeg arbejder hårdt til træning. Så det skal jeg bare blive ved med.
Den svenske midtbanespiller, der samtidigt er nyudklækket student, håber altså fortsat at få fornyet sin kontrakt.