Tredje Lyngby-føring holdt hjem i målrigt U/17-opgør i Esbjerg

Med den tætte 3-2-sejr over EfB er Lyngbys U/17-drenge nu sikre på at slutte i U/17 Liga-tabellens øverste halvdel.

I lørdagens opgør i Esbjerg kunne Lyngby med en sejr, i hvad der var deres sidste turneringskamp, lægge maksimalt pres på HB Køge i kampen om U/17 Ligaens femteplads. I næste weekend tager HB Køge imod AGF, og vinder sjællænderne her, skubbes Lyngby ned på sjettepladsen via en ringere målscore.

Om det var den ekstra motivation, der gjorde, at det var de gæstende Lyngby-spillere, der satte sig på kampen fra start, vides ikke. Halvvejs inde i første halvleg gav spilovertaget udbytte, da Nicholas Oguma bragte De Kongeblå på 1-0. Kampbilledet forsatte halvlegen ud, dog uden yderligere scoringer.

Efter pausen bølgede kampen mere. Det var alligevel først tættere på 2-0 end 1-1, da William Moesgaards forsøg blev reddet på stregen, og udnytter man ikke sine gode perioder, er det før set, at modstanderne kommer tilbage. Kort efter var det Esbjergs Deniz Kormaz, der sparkede udligningen i nettet, da han omsatte Oliver Olsens oplæg til mål. Det var dog langt fra kampens sidste scoring.

I kampens sidste kvarter tog Lyngby først føringen igen, da målmand Oskar Snorre igangsatte et hurtigt kontraangreb, som Oguma afsluttede til 2-1. Få minutter senere var der atter bragt balance i regnskabet ved oplæggeren fra før, Oliver Olsen, som sparkede Jacob Lønnes lange indkast i kassen.

Lige som vestjyderne troede, de skulle til at gå efter sejren, da faldt kampens tredje Lyngby-scoring og tredje Lyngby-føring. Indskiftede Simon Pedersen var det, der sparkede sejrsmålet ind på Emilio Simonsens flotte oplæg.

Opgørets tredje Esbjerg-udligning fandt aldrig sted, og vestjyderne led dermed, hvad der må betegnes som et bittert nederlag.

Med lidt held slutter EfB på U/17 Ligaens syvendeplads. Vestjyderne er dog sikre på en top 9-placering.

In this article