Der var massevis af ungdomsspillere i aktion, da FC Midtjyllands bronzevindere tidligere i aftes slog Esbjerg med 2-1 i sæsonens første træningskamp.
Superligaholdenes træningskampe er altid en kærkommen mulighed til at teste sine unge spillere, og det var også de tanker, Jess Thorup og Jonas Dal havde gjort sig i dagens opgør.
For FC Midtjylland, som i opstartsfasen har givet chancen til hele ni U/19-spillere, var Anders Hagelskjær, Kristian Riis, Gloire Rutikanga, Jakup Thomsen og Alexander Munksgaard blandt de udvalgte, mens Esbjerg havde udtaget Klaus Moesgaard, Jakob Lungi og Daniel Anyembe til opgøret.
Ulvene startede kampen bedst og tilspillede sig flere, store chancer. Martin Pusic sørgede for, at midtjyderne kunne gå til pause foran 1-0, da 97’eren Rasmus Nissen servicerede ham med et glimrende indlæg.
I det 68. minut blev kampen reelt lukket, da Esbjergs Victor Palsson lavede et uheldigt selvmål. To minutter senere fik vestjyderne dog rettet en smule op på resultatet, da 98’eren Jakob Lungi var over en nedfaldsbold i feltet. Målet var den unge midtbanespillers første for klubbens førstehold.
Kampens sidste fase forløb uden nævneværdige begivenheder, så det sluttede 2-1 til FC Midtjylland.