
I U/17 Ligaen tog Vejle Boldklub revanche efter det nederlag, som 1. Divisionsseniorerne havde lidt i weekenden mod Silkeborg.
Selvom Vejle og Silkeborg ligger side om side på henholdsvis 10. og 11. pladsen i U/17 Ligaen, adskiller hele otte point de to klubber, så dermed kan man sige, at mens Vejle ligger i bunden i midterstriden, indtager Silkeborg en placering i toppen af bunden.
I tirsdagens indbyrdes opgør de to hold i mellem var det da også hjemmeholdet fra Vejle, der åbnede opgøret bedst og havde flere muligheder. Alligevel kunne Silkeborg efter syv minutters spil stik imod spil og chancer bringe sig foran, da Filip Hinge fandt Sebastian Jørgensen, der nemt kunne score.
Scoringen ændrede dog ikke ved kampens forløb. Vejle var fortsat mest på bolden, mens silkeborgenserne lurede på omstillinger. VB’erne havde dog brug for lidt held i forbindelse med udligningen, hvor Thais Damgaards indlæg afrettet strøg i kassen.
Også efter pausen bevarede vejlenserne momentum, og i kampens 47. minut sparkede Mathias Eriksen sikkert Lucas Froms indlæg ind, og så var Vejle fortjent foran. Efter en times spil scorede Thais Damgaard så kampens flotteste mål til slutresultatet 3-1. Damgaard drev bolden frem og klappede så ellers kuglen i netmaskerne.
Med sejren, i hvad der var Vejles næstsidste turneringskamp for i år, slutter VB på U/17 Ligaens 10. plads.