Efter kun et halv års tid i Nykøbing FC har Lasse Skovsager spillet sig til en kontrakt
Nykøbing FC har sikret sig den unge angriber Lasse Skovsager på kontrakt de næste to år. Skovsager bliver således en del af klubbens førstehold, der netop har sikret sig oprykning til Bet25-ligaen.
Siden den talentfulde angriber kom til klubben i vinters, har han spillet syv kampe for klubbens U/19-hold, i hvilke han har kastet 13 mål af sig.
Til trods for at have underskrevet en kontrakt, går Lasse Skovsager stadig i skole, men det er der også taget højde for i kontrakten:
– I Nykøbing FC har vi fokus på at uddanne og udvikle hele mennesker, og ønsker at gøre dette i samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner, skriver klubben på sin Facebook-side, og fortsætter:
– Vi har vi en klar vision om, at vores unge spillere skal have fokus på deres uddannelse samtidig med, at de kan få den træning, der er nødvendig for at lykkes med de store ambitioner, som både vi som klub og spillerne selv har.
Skovsager har allerede fået debut for førsteholdet, og forventes at biddrage aktivt i de næstkommende sæsoner i klubbens bestræbelser på rykke op i det fornemmeste selskab i dansk fodbold, ALKA Superligaen.