
Victor Lynggaard var en ydmyg dobbelt målscorer, da D’ BOLD umiddelbart efter AaBs semifinalesejr mod Holstebro i U/16-rækken ved Vildbjerg Cup fangede ham til en snak. Trods sejren og de to scoringer kan nordjyderne forbedre sig, mente angriberen.
Kampen mellem AaB U/16 og Holstebro U/16 startede rodet, og specielt talenterne fra Aalborg havde svært ved at finde sig selv. Den småskuffende start blev hurtig vendt til glæde, da AaBs Victor Lynggaard i det 14. og 16. minut skabte eufori i den bolsjestribede lejr.
Først tog angriberen sagen i egen hånd, tog et par træk ind i banen og smadrede bolden i mål. To minutter efter var det med hovedet, at den langhårede nordjyde fandt vej til målnettet – 2-0. Lynggaards to scoringer blev kampens eneste, og derfor var der ikke den store tvivl om, at Victor Lynggaard var manden, D’ BOLD efter dommerens sidste fløjt skulle skulle tale med:
-Det var en udmærket kamp med en masse lange bolde fra deres side. Vi fik ikke så meget gang i vores spil, som vi plejer at gøre og har gjort i de første kampe. Resultatet siger jo sig selv. Vi vinder, men spillet kunne godt have været bedre, sagde Victor Lynggaard til D’ BOLD.
Med sin gode fysik og veludviklede tekniske færdigheder er Victor Lynggaard en spiller, som snildt kan gå en stor fremtid i møde. I første omgang er den dobbelte målscorer dog ikke en del af AaBs U/17-ligatrup, men det får på ingen måde drømmene til at briste:
–Nej, jeg er ikke med (i U/17-ligatruppen red). Kun lidt med U/16 Elite, ellers er jeg ikke. Jeg håber, at jeg kan komme på Superligaen, selvfølgelig. Jeg vil i hvert fald træne hårdt for det, lyder det ambitiøst fra nordjyden.
Først gælder det morgendagens finale ved Vildbjerg Cup mod Skive, og skibonitterne har AaBs U/16-hold allerede har mødt tidligere i turneringen:
-Hvis vi skal møde Skive, så kender vi dem jo. Sidste kamp vandt vi 3-0, lyder det fra Lynggaard, som kender opskriften, hvis AaB skal tage fra Vildbjerg med guldmedaljer om halsen:
-Vi skal ind i mellemrummet med boldene, og så skal vi bare lukke af for deres hurtige angribere.
Om AaBs U/16-spillere formår at følge Victor Lynggaards opskrift, vil tiden vise. Finalen mod Skive spilles søndag klokken 10.25.