En masse klubber har lavet trænerudskiftninger denne sommer. Få et overblik over udskiftningerne her.
Kim Engstrøm til OB U/19:
OB skulle ud og kigge efter ny U/19-træner, da tidligere træner Tonny Hermansen fik tilbudt jobbet som talentchef. Valget faldt på Vejles U/19-træner, Kim Engstrøm. Eftersom OB satser en del på talentsektoren, får Kim Engstrøm en masse midler at arbejde med – bl.a. en masse fuldtidsansatte medarbejdere. Kim Engstrøm er faldet godt til plads i det fynske, og ambitionerne er høje:
– På sigt skal OB være blandt top 6 i talentarbejde i hele Danmark. Vi ønsker et klart udtryk i vores spillemåde, som skal kunne ses helt fra U/12 til U/19. Jeg har en utrolig konkurrencedygtig trup, så det skal nok blive godt, udtaler Kim Engstrøm til D’BOLD.
Frank Hjortebjerg til BIF U/17:
Der er sket en del ting omkring trænere på Brøndbys U/17-hold. Søren Weber Juul stoppede før nytår og tog til Roskilde, så tog Albert Capellas over. Capellas stoppede så her til sommer, og nu kommer Frank Hjortebjerg. Frank Hjortebjerg kommer fra Brøndbys U/15-hold.
– Ambitionen er først at få de to årgange til at arbejde sammen om et nyt fælles projekt sammen med os i træner- og lederteamet. Herefter er det, hver eneste dag, at presse grænserne for hvad et U/17-præstationsmiljø kan lykkedes med at gøre for det enkelte menneske, den enkelte spiller og holdet, fortæller Frank Hjortebjerg til D’BOLD.
Auri Skarbalius er kommet tilbage til BIF U/19 efter et kort vikariat på førsteholdet.
Morten Mølkjær til AGF U/17:
Tidligere U/17-træner, Allan Kierstein Jepsen, er nu assistenttræner for AGFs Superliga-mandskab. Den nye træner bliver Morten Mølkjær, som kommer fra klubbens U/15-hold.
– Målsætningen i næste sæson er en placering i top 6. Vi skal blive bedre til at bygge op, fokusere en hel del på vores possesionsspil og vi skal blive bedre til at afslutte, fortæller Morten Mølkjær til D’BOLD.
Claus Troelsen til VB U/19:
Eftersom Kim Engstrøm forlod Vejle til fordel for OB, har Vejle måttet kigge sig om efter en ny træner. Valget faldt på den tidligere Middelfart-træner, Claus Troelsen. Claus Troelsen var cheftræner for Middelfarts førstehold det første halvår af 2016. Han har derfor noget erfaring derfra. Det bliver dog lidt af en omvæltning at skulle til at træne U/19-spillere, men mon ikke Claus Troelsen er klar til udfordringen!
Thomas Loft til Randers Freja U/17:
Mads Sigvardsen Lyng er ikke længere U/17-træner i Randers. Den nye træner er Thomas Loft. Thomas Loft er 32 år, og han har A-licens. Thomas Lofts tidligere job var som U/17-træner i Hvidovre. Hvidovre er et divisionshold, så det er helt klart et skridt op for Thomas Loft. Thomas Loft har selv spillet på eliteniveau i Silkeborg, Midtjylland og Brabrand.
Ralf Pedersen til Viborg U/17:
Viborg har netop fået licens til at deltage i U/17-Ligaen – den højeste liga i U/17-regi. De har ansat tidligere Viborg-legende, Ralf Pedersen, som træner for holdet. Tidligere U/17-træner, Steffen Højer, skal nemlig være assistent på Viborgs Superliga-hold.
– Nu skal vi spille i ligaen og møde mange spændende hold. Vi bliver udfordret på alle fronter, men det er jo det, der skaber masser af udvikling, som er vores mål, udtaler Ralf Pedersen til D’BOLD.