
18-årige Kasper Dolberg, som scorede for Ajax mod PAOK igår aftes, er helt sikker på at de hollandske vicemestre går videre fra kampen i Thessaloniki i næste uge.
Kasper Dolberg startede igår på banen for Ajax Amsterdam i Champions League da det hollandske hold mødte græske PAOK Thessaloniki. Og det blev en kamp og en debut som den tidligere Silkeborg IF-mand sent vil glemme. Han reddede nemlig holdet fra en mindre fiasko og sikrede Ajax et fint udgangspunkt inden returen i Grækenland.
– Jeg er sikker på, at vi vinder i næste uge i Grækenland, siger Dolberg ifølge avisen De Telegraaf til tv-stationen Ziggo Sport.
Selvom at målet igår har givet ham en masse selvtillid gemmer Dolberg stadigvæk en ydmyg side bag det selvsikre smil.
– Selvfølgelig var der pres på, men træneren bad mig gøre, hvad jeg er god til. Jeg ved selv, hvad jeg kan, og jeg tror, at det gik godt, siger han.
18-årige Kasper Dolberg skiftede i 2015 fra Silkeborg IF til Ajax Amsterdam, hvor han har en kontrakt som gælder frem til 2021.