FC Nordsjællands nye mand er topmotiveret

FCNs nye nordmand, Mathias Rasmussen, har et ønske om en masse spilletid på førsteholdet. Han kommer dog også med en del førsteholdserfaring fra IK Start.

FC Nordsjælland skrev for kort tid siden en 4-årig kontrakt med norske Mathias Rasmussen. Mathias Rasmussen skiftede fra IK Start fra den bedste norske række, Tippeligaen. I IK Start spillede Mathias Rasmussen 27 førsteholdskampe, og han scorede 2 mål i sidste sæson i 15 kampe. Han havde debut som 16-årig.

Mathias Rasmussen, som har fået nummer 14 i FCN, træner tirsdag formiddag for første gang sammen med sine nye holdkammerater. Mathias Rasmussen gør sig i offensiven, og han kan derfor tænkes at være en erstatning for Emre Mor, som FC Nordsjælland har solgt til Dortmund.

Omkring skiftet siger Mathias Rasmussen til fcn.dk:

– Jeg ser det her skifte som et skridt opad for mig i karrieren. Der var andre klubber, der var interesserede, men jeg synes, FC Nordsjælland spiller på en måde, som passer mig rigtig godt, og samtidig ved jeg, at man giver de unge spillere muligheden her, og det betyder meget for mig, så jeg kan udvikle mig endnu mere.

Mathias Rasmussen fortsætter motiveret og ydmygt:

– Jeg er stadig kun 18 år, og jeg ved, at jeg skal arbejde hårdt hver dag for at komme til at spille. Jeg vil selvfølgelig gerne spille, men jeg forholder mig også ydmygt til situationen, fordi der er hård konkurrence på pladserne, hvilket i sidste ende bare er en god ting.

In this article