Grønning og Ramkilde på tavlen da Horsens blev kørt over

Angrebstalenterne Sebastian Grønning og Marco Ramkilde nettede begge, da AaB åbnede sæsonen i Reserveligaen med en knusende 8-1-sejr over AC Horsens.

Et selvmål åbnede målfesten allerede efter 14 minutter. 1-0 AaB. Det blev også både 2-0 og 3-0 til AaB på CASA Arena Horsens. 19-årige Rasmus Thellufsen leverede over to omgange sukkerbalder til Thomas Enevoldsen, der eksekverede begge oplæg helt kynisk.

Herefter tog angrebstalentet Sebastian Grønning, 19 år, der senest har spillet to kampe i Alka Superligaen, over. Efter et hjørnespark gjorde Grønning det til 4-0.

Et hattricksmål af Thomas Enevoldsen gjorde det til 5-0, og kort efter kom Sebastian Grønning over en nedfaldsbold. 6-0 i nordjysk favør ved pausen.

Efter pausen gik AaB lidt ned i tempo, hvilket gav lidt plads til det trængte Horsens-hold. Efter en times spil blev der reduceret til 1-6.

Så skulle man tro, at Horsens kunne få en nogenlunde værdig udgang fra kampen, men AaB gned blot endnu mere salt i Horsens-såret. U/19-angriberen Marco Ramkilde lavede stillingen om til 7-1, og med et kvarter igen scorede Jakob Ahlmann til slutresultatet 8-1 til AaB.

En overbevisende sejr til aalborgenserne, der lægger sig i spidsen af Reserveligaens Pulje 3.

In this article