18-årige Malte Amundsen er udset til at skulle løfte arven på venstrebacken i HB Køge efter Kristian Pedersen.
HB Køge’s ellers meget solide og stærke venstreback, Kristian Pedersen, er skiftet til tyske Union Berlin i dette transfervindue. Derfor har 1. divisionklubben nu egentlig kun én eneste reel venstreback tilbage i truppen. Det er 18-årige Malte Amundsen.
Ham ser svanerne dog stor fidus i, og derfor har Køge-klubben, med base i Herfølge, ingen planer om at skulle ud at hente en ny venstreback til førsteholdstruppen. Selvom pladsen som venstreback ikke vil blive foræret til Malte Amundsen, så er det ham, der vil blive satset på fremadrettet.
– Han er som udgangspunkt den eneste venstreback, vi har tilbage i truppen, men vi har ingen planer om at skulle ud at hente en ny spiller til den plads. Vi satser meget på Malte, men det er klart, at han får heller ikke pladsen foræret. Vi har også Daniel Arrocha og Alexander Ludwig, der kan dække pladsen, hvis det er, siger HB Køge’s cheftræner, Henrik Lehm, til D’ BOLD og fortsætter:
– Vi har prøvet at bruge ham så meget som muligt, når Kristian (Pedersen, red.) har været væk, så han er heller ikke fuldstændig ubekendt med førsteholdskampe. Jeg tror på, at Malte kan løfte opgaven, for jeg synes, han er en sindssyg dygtig spiller.
Da Henrik Lehm blev ansat som ny cheftræner i HB Køge lige før årsskiftet, var han ikke længe om at se potentialet i den unge, angrebsivrige venstreback.
– Da jeg startede i HB Køge for et halvt år siden, var det min opgave at få forlænget kontrakterne med en masse spillere. Vi vidste godt, at Kristian Pedersen nok var en spiller, der snart ville blive solgt, så vi skrev kontrakt med Malte, og jeg lovede ham lidt, at der ville blive satset på ham fremadrettet. Jeg tror meget på ham.
– Hans styrke, det er helt sikkert hans fart. Han er ekstremt hurtig og meget god i det offensive spil. Derfor er det naturligvis også som udgangspunkt i det defensive spil, at vi har fokus på at udvikle ham, siger Henrik Lehm.
Malte Amundsen er i forvejen noteret for i alt 11 kampe på HB Køge’s førstehold. Amundsen og HB Køge starter den nye sæson af Bet25 Ligaen med en kamp ude mod Vendsyssel FF d. 24. juli.