Jacob Bruun fik spilletid mod Manchester United

Den 17-årige Dortmund-dansker Jacob Bruun Larsen fik fredag spilletid i International Champions Cup mod Manchester United.

Manchester United og Borussia Dortmund testede fredag eftermiddag formen forud for den kommende sæson, og sidstnævnte gjorde det med et dansk islæt.

Ved starten af anden halvleg skiftede tyskerne nemlig den 17-årige dansker Jacob Bruun Larsen på banen. Det tidligere Lyngby-talent spillede således hele anden halvleg på højrebacken og kunne se sit hold slå Manchester United med overbevisende 4-1.

Gonzalo Castro var Dortmunds store profil med sine to mål, der både åbnede og lukkede målfesten. Pierre-Emerick Aubameyang og Ousmane Dembele tilføjede, og så betød den tidligere Dortmund-spiller Henrikh Mkhitaryans reducering ikke meget.

Også den tidligere FC Nordsjælland-spiller, tyrkiske Emre Mor, fik spilletid. Han spillede den sidste halve time af kampen.

In this article