Officielt: HB Køge sælger 18-årig til Brentford

HB Køge har med øjeblikkelig virkning solgt det 18-årige angrebstalent Justin Shaibu til Brentford FC.

I forrige uge var HB Køges 18-årige angrebstalent Justin Shaibu en tur i det engelske, hvor han var til prøvetræning hos Brentford FC.

Her har den engelske klub været tilfreds med danskeren, der med øjeblikkelig virkning skifter til netop Brentford.

I HB Købe er man naturligvis stolte af salget af angriberen, der kommer fra klubbens egne talentrækker.

– Salget er endnu et vidnesbyrd om det kompetente talentarbejde, der er foregået i først Køge Boldklub og siden HB Køge siden Justin kom til som 14-årig fra Vallensbæk. Justin har været ramt af skader i forårets kampe. Han har jo ekstrem hurtighed, men med det følger desværre ofte en del overbelastningsskader, og han nåede desværre aldrig for alvor at få det gennembrud, som vi alle havde håbet. Det er således meget imponerende, at Justin er nået igennem nåleøjet hos Brentford, som vi lod ham træne med i en uges tid her i opstarten, siger HB Køges sportsdirektør Per Rud til klubbens egen hjemmeside.

I Brentford er man imponeret over den nye signings alsidighed.

– Justin er en spændende ung angriber, hvis styrke, fart og spilforståelse var tydelig under hans prøvetræning med klubben. Han er en alsidig angriber, der både kan spille bredt eller sammen med en anden angriber på toppen, hvilket var noget af det, der imponerede trænerstaben, siger Brentfords “Head of Football Operations” Rob Rowan til Brentfords hjemmeside.

Det er meningen, at Shaibu skal spille for andetholdet Brentford B indtil videre.

Justin Shaibu bliver den fjerde dansker i den engelske klub, der i forvejen har Lasse Vibe, Andreas Bjelland og den nyhentede unge Lukas Talbro.

In this article