AGF-træner Glen Riddersholm er imponeret over den kun 16-årige Benjamin Hvidt, som for nylig blev rykket op i Superliga-truppen hos aarhusianerne.
16-årige Benjamin Hvidt, der i sidste sæson gjorde sig på AGF’s hold i U/19 Ligaen, er for ganske nylig blevet hevet op i Superliga-truppen hos den aarhusianske klub. Her imponerer den unge midtbanespiller og får roser med på vejen af cheftræner Glen Riddersholm.
– Benjamin Hvidt er en interessant spiller, som har et talent, og som har en god evne til at tage det talent alvorligt. Vi skal være gode til ikke at ’pushe’ for hårdt, men samtidig skal vi være meget præcise i at gøre klart, hvilke udviklingstrin vi ser Benjamin Hvidt gerne skal tage. Når man arbejder med store talenter, så skal vi sætte overliggeren højt og stille store krav til. Der kan godt være en tendens til at ville ’please’ et talent og ikke turde at stille de største krav, og det skal vi ikke ud i i forhold til Benjamin Hvidt, siger Glen Riddersholm til stiften.dk og fortsætter:
– Jeg har været træner i snart 32 år, og det er få unge spillere, jeg har set, der kan gå ind så ubemærket og deltage i træningen uden, at man fornemmer, at det er en meget ung spiller, man har med at gøre. Som udgangspunkt gælder sætningen med, at alderen ikke er afgørende, hvis du har kvaliteterne, siger han.
Hvidt har stadig sin officielle debut til gode hos ‘De Hvi’e’. AGF og Hvidt har papirer på hinanden frem til sommeren 2019.