Skive IK henter to Viborg-talenter til klubben

De to nu tidligere Viborg-spillere, Rasmus Larsen og Magnus Jensen, skifter til 1. Divisionsklubben, Skive IK.

Rasmus Larsen og Magnus Jensen, der begge var en del af FK Viborgs U/19-mandskab, der vandt U/19 Divisionen sidste sæson, skifter nu grøn ud med gul og søger nordpå til Skive. Både den venstrebenede midtstopper, Rasmus Larsen, og den alsidige defensivspiller, Magnus Jensen, var blandt de ti FKV U/19-spillere, der denne sommer sluttede deres ungdomsfodboldtid.  Ingen af de 10 fik dog plads i Viborg FF’s ALKA Superliga-trup, og dermed stod den på klubjagt for flere af Divisionsmestrene – en jagt, der altså for Rasmus Larsen og Magnus Jensens vedkommende endte i Skive, hvor man er særdeles tilfredse med tilgangen af de to unge viborgensere.

– Begge unge drenge har vist sig godt frem i juli måned under prøvetræning i Skive, og det er derfor en fornøjelse at kunne disponere over dem i efteråret, lyder det på klubbens hjemmeside.

Udviklingschef i Viborg FF, Orla Højris, kunne for godt en måned siden fortælle, at netop Rasmus Larsen og Magnus Jensen var tættest på at score en førsteholdskontrakt, men i sidste ende blev det ikke til en fodboldmæssig fremtid i Viborg for de to unge defensivspillere.

– Det er bedømt ud fra hele pakken, at vi har sagt, at vi simpelthen ikke tror, at Magnus og Rasmus – og de andre – er gode nok til at være med på niveauet i A-truppen i Viborg FF, sagde udviklingschef Orla Højris dengang til Viborg Stifts Folkeblad.

Rasmus Larsen, der var anfører for FK Viborg i U/19 Divisionen, havde ellers været på en ungdomskontrakt i Viborg siden 15-årsalderen og har desuden også tidligere været på prøvetræning i engelske Fulham.

In this article