Europas fjerdestørste fodboldturnering, Vildbjerg Cup, løber af stablen fra torsdag til søndag, hvor over 1600 fodboldkampe afvikles. Her er D’BOLD tilstede og rapportere dagligt. Her med fokus rettet mod sidste års nordjyske finalister fra AaB.
Efter sejre torsdag eftermiddag og fredag morgen, skulle AaB U/16 fredag eftermiddag spille imod amerikanske Roanoke Star FC. De første to kampe havde AaB overbevisende vundet med henholdsvis 4-0 og 3-0, og derfor var sidste års finalister naturligt store favoritter.
De overbevisende takter fra de tidligere kampe var ikke til stede i starten af opgøret. AaB’s boldomgang var ikke hurtig nok, og for mange berøringer i forhold til tempoet betød, at Roanoke fik rigeligt med muligheder på omstillinger, der blev sat i gang fra banens midterlinje.
Nordjyderne var alt for afhængige af enkeltmandspræstationer, for at skabe chancer. Og det var da også en sådan, der var bag kampens første mål.
Efter 12 minutters spil drev AaBs venstreback bolden frem af banen, leverede den til Nicholas Markils på venstre wing-positionen, som med hurtigt fodarbejde satte to mand, og hamrede bolden i indersiden af nettet. 1-0 til AaB på trods af en svingende holdindsats.
Resten af første halvleg tegnes det samme billede, hvor flere spillere på egen hånd forsøger at iscenesætte en gloriøst øjeblik. Det mislykkedes umiddelbart – fuldstændig ligesom Roanokes omstillinger, og resten af AaBs kendte boldomgang.
Med få sekunder tilbage af første halvleg gentager halvlegens billede sig, da en mislykket enmandsaktion ender i en løs bold. Forskellen denne gang, er at de amerikanske modstandere ikke formår at sparke bolden væk, og som resultat deraf er AaBs Mathias Jørgensen først på bolden, og prikker den i mål.
2-0 til AaB bliver pausestillingen.
I anden halvleg var det tydeligt, at de amerikanske spillere ville spille meget mere fodbold. En ny energi var fundet frem, og de ville bevise at rejsen på tværs af Atlanten ikke var foretaget for sjov.
Det lykkedes dog ikke amerikanerne for alvor at sætte sig på kampen, og som de bolsjestribede nordjyder fik mere og mere gang i boldomgangen, blev anden halvleg i grove træk mere en kamp om banens midte end en kamp om at nå de to mållinjer.
Kampen sluttede 2-0 og AaB har forud for sidste gruppespilskamp fredag aften alle forudsætninger på plads for at gentage sidste års bedrift, og nå knock out-runderne.