Vildbjerg Cup – dag 2 – AaB U/16: Vi forventer at vinde

Europas fjerdestørste fodboldturnering, Vildbjerg Cup, løber af stablen fra torsdag til søndag, hvor over 1600 fodboldkampe afvikles. Her er D’BOLD tilstede og rapportere dagligt. Her med fokus rettet mod sidste års nordjyske finalister fra AaB

Efter den tredje sejr ud af tre mulige, fangede D’BOLD AaBs U/16-træner, Mathias Hansen, til en snak om forventningerne til en turnering, de sidste år var meget tæt på at vinde og om hvorvidt morgendagens nordjyske talenter i disse dage befinder sig i Vildbjerg.

Om muligt er målet for denne års udgave af Vildbjerg Cup at præstere endnu bedre:

– Vores målsætning er, og har været fra start, at vi skal vinde det her. Vi kender holdene i den anden pulje, og har spillet mange gange mod FS Holstebro, som lige nu fører den anden pulje. Det er et hold, som vi har mødt flere gange. Så det er et hold vi kender, og forventer at møde i en eventuel
finale, fortæller Mathias Hansen til D’BOLD

AaB er kendt for struktureret godt talentarbejde og meget arbejde med bolden i egne række. Det understreger U/16-træneren også som tilfældet for hans hold:

– Når man i Nordjylland møder AaB, har man en tendens til gerne at ville grave sig ned. Så på den måde, får vi her prøvet at spille mod nogle modstandere der matcher den tankegang.

Det at møde hold, som AaB ikke møder i den vanlige turnering giver derfor nogle andre spillemæssige udfordringer og erfaringer. Det er blandt andet den form for forberedelse til den kommende sæson, som Vildbjerg Cup bidrager med:

– Vi møder mange forskellige modstandere af forskellige karakterer. Den sidste kamp i aften mod Ølstykke, spiller vi mod et hold som vi normalt ikke vil komme til at spille i mod. Både grundet deres geografiske placering og deres niveaumæssige placering. Så det er nogle forskellige spilletyper, og nogle forskellige tilgange til det at spille fodbold.

I sidste sæson understregede AaB hvor gode de er til det føromtalte talentarbejde, da både U/17- og U/19-ligaholdet opnåede en tredjeplads i deres respektive ligaer. Talent er der også rigeligt af i den trup, som Mathias Hansen og resten af trænerstaben har udtaget til Vildbjerg Cup:

– Mange af vores drenge har spillet U/16-elitebold, mens de egentlig aldersmæssigt hørte til U/15-holdet. En af vores angribere var også med i det jysk/fynske-turnering, og scorede i finalen mod OB. Der er også mange, der er udviklingsspillere, som på sigt vil kunne begå sig på højt niveau. Så der er mange af dem, der har stort potentiale.

Af særlige spillere, der allerede har været inde omkring U/17-ligaholdet, nævner Mathias Hansen afslutningsvis Nicholas Markils, som også scorede i nordjydernes anden kamp mod amerikanske Roanoke Star FC.

In this article