
Østerbro-klubben hiver en talentfuld midtbanespiller fra klubbens U/19-hold op i førsteholdstruppen.
Den traditionsrige klub B93, der pt ligger i 2. division, har en årelang tradition for at udvikle talenter af egen avl til klubbens førstehold. Det er en strategi, som klubben ser ud til fortsat at satse på.
93’erne har nemlig hevet den teknisk velfunderende midtbanespiller Mikkel Mouritz Jensen op fra klubbens U/19-hold, og udstyret ham med en toårig kontrakt.
– Vi er super glade for at skrive endnu en kontrakt med en talentudviklingspiller, som har vist sit talent og sine evner gennem længere tid, siger B93’s sportschef, Frank Nielsen, til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Mikkel er en hårdtarbejdende spiller, som er meget dedikeret og har en jernvilje for at slå igennem. Han viste i foråret sit store talent på klubbens U-19 hold, og i forbindelse med et stort internationalt stævne i Holland besluttede vi os for at satse endnu mere på ham.
– Mikkel er en af klubbens egne, og derfor glæder det os ekstra meget, at vi nu har kunnet tilbyde Mikkel en kontrakt.
Udover Mikkel Mouritz Jensen har københavnerne også skrevet kontrakt med 19-årige Emir Cilas fra Næstved.