
På andendagen ved Brøndbys Elite Cup 2016, blev hele fire kampe udskudt til om aftenen. Her skulle Helsingør blandt andet møde FC Flora.
På Brøndby Elite Cup 2016s andendag, blev samtlige formiddagskampe udskudt til om aftenen, grundet Brøndby IFs kamp på Brøndby Stadion, hvor de mødte AC Horsens, i et skuffende 2-2-opgør.
Kort inden klokken slog 19, og samtlige af dagens resterende kampe skulle skydes i gang, nåede D’ BOLD at fange FC Helsingørs U/15-træner, Martin Wood, der er meget glad for den udfordring, man møder i turneringen.
– Det er altid en positiv ting at møde andre hold på et niveau, som er lidt højere end vores eget, for spillernes egen udvikling, fortæller Wood til D’ BOLDs udsendte.
Og selvom man som hold, har kendt hinanden i flere år, så kan sådanne turneringer stadigvæk gøre en forskel på holdet – også rent mentalt, mener Helsingør-træneren.
– Nu har det her hold jo kendt hinanden i mange år, men sådanne turneringer er jo også for at udvikle dem både på og udenfor banen, fortæller Wood.
Men på trods af, at spillerne kan tage det spillemæssige aspekt med fra turneringen, og i deres videre færden, så spiller diversiteten af de hold, der er til stede ved turneringen også en rolle.
– Der er lidt forskellige traditioner for de forskellige nationers spillestil, så det (viden omkring dét, red.) kan de jo tage med herfra, afslutter Wood, fem minutter inden kampstart, til dbold.dk.