Brøndby U/19 overbeviste i stor premieresejr

Brøndby kom godt fra land i U/19 Ligaen med en 5-1-sejr over Silkeborg.

U/19: Brøndby IF 5-1 Silkeborg IF
1-0 Karl Appelt (12)
2-0 Daniel Stückler (21)
2-1 Thomas Santos Christensen (22)
3-1 Rezan Corlu (54)
4-1 Armend Aslani (55)
5-1 Oliver Carrara (79)

Hvis man inden kampen mellem Brøndby og Silkeborg lørdag eftermiddag kigget på stillingen fra sidste sæson, skulle man umiddelbart tro, at der ville vente en jævnbyrdig affære mellem de to hold, der i sidste sæson sluttede henholdsvis syver og sekser.

Jævnbyrdigt blev det dog langt fra i lørdagens møde. Auri Skarbalius’ hold var faktisk lige en klasse bedre end silkeborgenserne igennem hele kampen. De blågule havde både Daniel Stückler og Rezan Corlu fra førsteholdstruppen med i startopstillingen. De to kom begge på måltavlen i opgøret.

Først var det dog den nyoprykkede U/19-midtbanespiller, Karl Appelt, der bragte Brøndby i front med 1-0 efter små tolv minutters spil. Herefter kom så førsteholdsangriberen Daniel Stückler på tavlen, inden Thomas Santos kort efter stod for Silkeborgs største lyspunkt i kampen med sin reducering til 1-2.

Trods en 2-1-føring skruede Brøndby ikke ned for tempoet. Chancer blev der fortsat skabt, og cirka ti minutter inde i anden halvleg kom Rezan Corlu på måltavlen. Silkeborg nåede derefter kun lige at give bolden op, før målmand Rasmus Overgaard igen måtte ind at hente bolden i sit Silkeborg-mål. Denne gang havde Armend Aslani sidste fod på bolden.

5-1 blev det slutteligt ved Oliver Carrara, der lukkede og slukkede med sit mål ti minutter før tid.

Alt i alt en sikker sejr til Brøndby, som må siges at være kommet godt fra land i U/19 Ligaen. På lørdag venter OB på udebane. Silkeborg skal først i aktion igen d. 10. september mod FC Midtjylland.

In this article