Esbjerg vandt og spillede sig på førstepladsen i U/17 Ligaen

Foto: EfB.dk

På to tidlige scoringer lykkedes det Esbjerg at følge op på sejren fra sæsonpremieren, da man lørdag besejrede FC Midtjylland med 2-0 og nu indtager U/17 Ligaens førsteplads.

U/17: Esbjerg 2-0 FC Midtjylland
1-0: Patrick Egelund (4.)
2-0: Deniz Korkmaz (37.)

Det er tidligt på sæsonen, og der er stadig langt til juni og medaljeoverrækkelse, men det er tilladt at være optimistisk i det vestjyske.

Lars Vinds tropper havde på papiret et super vanskeligt startprogram med kampe mod sølvvinderne fra FC Nordsjælland og bronzevinderne FC Midtjylland, men efter to kampe står de blåhvide nu noget overraskende tilbage med seks point og to clean sheets.

For FC Midtjylland var opgøret imødeset med stor spænding efter næsten to måneder uden betydningsfulde kampe. Det kan derfor mest af alt tilskrives nervøsitet, at gæsterne startede passivt og allerede efter fire minutter måtte indkassere for første gang. Esbjergs måltyv, Patrick gjorde det til 1-0 efter et hjørnespark.

Mål forbindes naturligvis med noget positivt, men lørdag eftermiddag havde det modsat effekt på hjemmeholdets talenter, og efter Egelunds tidlige scoring overlod hjemmeholdet initiativet til gæsterne, som så småt begyndte at vågne op til dåd. Det midtjyske spil hang bedre sammen, og som tiden gik, blev det farligere og farligere foran Alexander Kostows mål.

Men trods flere gode chancer og farlige situationer på kanten af feltet lykkedes det ikke FC Midtjylland at score, og i stedet skete det, der sker, når man ikke kender sin besøgelsestid. Esbjergs dygtige, fysisk stærke midtbanespiller, Deniz Korkmaz, satte panden på et glimrende indlæg fra David Easter, og så var hjemmeholdet pludselig foran med 2-0. Målet blev sat ind i det 37. minut, og det kunne ikke være et bedre tidspunkt for værterne, som gik i omklædningsrummet med momentum og en komfortabel føring.

Foran med to mål var Esbjerg klar over, at FC Midtjylland fra anden halvlegs start ville komme blæsende, og det blev da også tilfældet. Vestjyderne stod godt imod presset og skabte tilmed chancer i den anden ende, hvor man var farlige på de kontrachancer, der bød sig. Gæsternes førsteårsmålmand, Valdemar Birkesø agerede i flere omgange redningsmand for sit hold, men da det ikke lykkedes Birkesøs holdkammerater at nedbryde Esbjergs defensiv og få netmaskerne til at blafre, sluttede en chancerig kamp med 2-0 til Esbjerg.

Man kan ikke undgå at spekulere i, om det var for overambitiøst at adskille U/17-spillerne kort inden sæsonstart, hvor holdets årgang 2001 deltog i et internationalt elitestævne i Østrig, alt imens spillerne fra årgang 2000 forblev i Danmark. Sådanne spekulationer skal midtjyderne forsøge at mane til jorden, når de i næste spillerunde skal en tur til Køge.

In this article