For anden gang i streg måtte ulvene gå slukørede fra banen i U/17 Ligaen, da man tabte lørdagens udekamp mod HB Køge med 4-2. Midtjyderne var ellers foran med 2-0 ved pausen, men så tog Emre Ünver over.
U/17: HB Køge 4-2 FC Midtjylland
0-1: Christian Tue Jensen (2.)
0-2: Christian Tue Jensen (13.)
1-2: Emre Ünver (45.)
2-2: Emre Ünver (53.)
3-2: Oliver Sonne (71.)
4-2: Emre Ünver (75.)
Ulvene mod svanerne. Umiddelbart et besøg i zoologisk have værd, men vi vil spare jer for en masse, ellers fremragende, dyremetaforer og i stedet konstatere, at kampen mellem HB Køge og FC Midtjylland var en særdels seværdig fodboldkamp.
Mens Svend Graversens unge tropper tabte sæsonpremieren mod Esbjerg, var der en smule mere at glæde sig over for køgegenserne i deres sæsonåbner, hvor det blev til 2-2 mod Viborg. Sjællænderne skulle, når alt kommer til alt, nok være ganske tilfredse med det ene point, for præstationen rakte ikke til meget mere.
FC Midtjylland bruger i denne sæson som forventet mange førsteårsspillere, og det med visheden om, at disse først skal vænne sig til tempoet i U/17 Ligaen. De skal dog ikke tale deres spillermateriale ned i det midtjyske. I kampen mod HB Køge var de tre offensive pladser besat af Gustav Isaksen, Nicolas Dyhr og Noah Iversen – alle landsholdsspillere.
Men det var en anden landsholdsaktuel midtjyde, der stjal overskrifterne fra kampens begyndelse. Dommeren havde knap fløjtet op, før U/17-landsholdets Christian Tue sparkede bolden ind bag Morten Kullenberg Olsen i svaneburet. Assistmager var Gustav Isaksen, og selvsamme Isaksen var også manden bag 2-0-scoringen, da han efter syv minutters spil blev nedlagt i det kriminelle felt.
Fra 11-meterpletten var Christian Thue sikkerheden selv og fordoblede føringen. Der stod i den grad FC Midtjylland på første halvleg, og ulvene kunne endda tillade sig at være ærgerlige over, at måltavlen ”kun” viste 2-0 ved pausen.
I anden halvleg fortsatte gæsterne det flotte spil, men HB Køges energi og gejst var langt større end i første halvleg, og tro kan som bekendt flytte bjerge, og på otte forrygende minutter vendte værterne op og ned på opgøret. Først slog svanerne kapital af et klodset begået straffespark til at reducere til 2-1, og kort tid efter blev en omstilling omsat til mål. Begge mål sørgede Emre Ünver for, og så var der atter balance i regnskabet.
Svend Graversens unge, småskrøbelige tropper var blevet påvirket af kampens omstændigheder og havde ud af det blå tilladt HB Køge muligheden for at snuppe sejren. Alligevel lykkedes det efter udligningen FC Midtjylland at skabe flere, store målchancer. En forspildt friløber og to spark på overlæggeren burde have resulteret i mindst i én scoring, men sådan skulle det ikke gå, og i stedet skete der ting og sager i den anden ende.
Med et formidabelt hjørnespark fandt Mads Christiansen sin holdkammerat, Oliver Sonne, som med hovedet bragte HB Køge foran 3-2. Igen forsøgte ulvene at svare tilbage, men på ny havde satsningen modsat effekt. Værternes Emre Ünver blev sendt i dybden af https://www.dbold.dk/wp/../uploads/FIFA-E-sport.jpg Olsen, hvorefter offensivspilleren sendte bolden ind bag Enock Mwimba og fuldbyrdede sit hattrick.
Målet til 4-2 blev kampens sidste, og dermed kunne HB Køge en smule overraskende gå fra banen med alle tre point, mens FC Midtjylland atter skuffede og stadig mangler at bevise, hvorfor de hører til blandt medaljeaspiranterne i U/17 Ligaen.