Efter 3-0-nederlaget i sæsonpremieren mod Esbjerg kom FC Nordsjællands U/17-talenter i lørdags på tavlen, da man på udebane slog Randers med hele 4-0.
U/17: Randers 0-4 FC Nordsjælland
0-1: Jonathan Rothmann (20.)
0-2: Anton Pedersen (39.)
0-3: Mathias Jørgensen (70.)
0-4: Anton Pedersen (79.)
Randers er spået en svær sæson, og i første spillerunde tabte man ikke overraskende til AaB med 3-0. Ét var nederlaget, men værre var, at randrusianerne ”faldt i dårlige vaner”, som holdets nye cheftræner, Thomas Loft, beskrev det.
Noget tyder på, at der arbejdes med attitudeproblemer i Kronjylland, men det kunne ikke ses i kampens begyndelse, hvor Randers med et højt pres tvang FC Nordsjælland til at sparke lange bolde. Hjemmeholdets spillere var aggressive og indstillede på at revanchere nederlaget mod AaB.
Derfor var det ekstra bittert for værterne, at FC Nordsjælland efter 19 minutter bragte sig foran med 0-1. U/17-landsholdsangriberen Joachim Rothmann var manden med målet, og da holdkammerat Anton Pedersen tilmed øgede til 0-2 kort inden pauseteen efter et hjørnespark, lugtede det i den grad af nordsjællandsk sejr.
Også i anden halvleg kæmpede Randers bravt og kreerede de chancer, der skal til for at vinde, men hjemmeholdets Jesper Steendahl og Majaliwa ”Mac” Msabaha var ikke skarpe nok, når chancen bød sig. I stedet kunne gæsternes Mathias Jørgensen lukke og slukke kampen med målet til 3-0, inden Anton Pedersen kort før dommerens sidste fløjt gjorde det til slutresultatet 4-0.
Dermed er FC Nordsjælland tilbage på sporet efter fiaskoen i sæsonpremieren, men også Randers kan tage noget med fra kampen. Trods nederlaget viste man de rigtige dyder, fulgte gameplanen og skabte chancer. Det må alt andet lige skabe optimisme i Kronjylland forud for næste weekends opgør mod Esbjerg.