På tredjedagen af Brøndby Elite Cup, stod Lyngby U15 overfor BK Frem U15. De kongeblå vandt kampen 2-0 efter en meget rodet og tætspillet affære.
D’BOLD fik fat i Lyngby-træner, Mads Kristensen, til en snak om kampen.
Nok vandt Lyngby kampen, men præstationen var langt fra det niveau Lyngby U15 ellers har vist igennem turneringen:
– Det var en mindre god præstation ift. de to andre kampe vi har spillet, hvor vi har domineret med bolden og fået sat vores fase et og to rigtig fint op. Derudover har vi sat vores afslutningsspil rigtig fint op.
Lyngby-træneren mente, at holdet var noget heldige med at vinde kampen:
– Kampen i dag synes jeg vi er meget heldige, der er nogle bolde, som bliver reddet på stregen, mens vi scorer på de afslutninger vi mere eller mindre havde. Vi vinder kampen 2-0, men det kunne lige så godt være endt 1-1 eller 2-2.
Træneren ser flere positive aspekter ved Brøndby Cup, men han mener dog ikke, at turneringen er på samme niveau ift. holdbesætningen, som den var i fjor:
– Du kan få rigtig mange gentagelser, og du kan få lov til at møde nogle gode modstandere, hvis du kommer videre i turneringen. Tidligere har det været en rigtig godt besat turnering, hvor der har været rigtig mange gode hold med.
Spillerne kan også få meget ud af turneringen:
– Som spiller får du noget feedback og noget respons – kort refleksions tid ift. at du dagen efter kan gøre tingene om, hvilket er noget vi skal øve os på fra i dag til i morgen, da vi i dag har haft en mindre god præstation og hvordan kan vi gøre det bedre i morgen, så du ikke skal vente en hel uge på at gøre det bedre igen.
I følge træneren stræber Lyngby-mandskabet ikke efter guld, men har større fokus på gode præstationer:
– Vores mål er altid at præstere rigtig godt, da vi går ind til alle kampe for at vinde dem. At sætte en målsætning op på at få guld, det får ingen mig til at sige, selvom jeg selvfølgelig ville blive meget glad, hvis vi vandt guld. Jeg ville dog også blive rigtig glad, hvis vi vinder sølv eller bronze, hvis det er gode præstationer hele vejen rundt.
Mads Kristensen og resten af Lyngby-mandskabet fortsætter deres videre færd i turneringen i morgen (i dag).