Kim Engstrøm om den kommende sæson for OB U/19

Kim Engstrøm, OB U/19s nye cheftræner, giver overfor D’BOLD sit syn på den kommende U/19-sæson for OB. 

Kim Engstrøm har skiftet Vejle U/19 ud med OB U/19. Kim Engstrøm nåede at være i Vejle i 6,5 år, så da han fik tilbudt jobbet i Odense, var han klar til nye udfordringer.

– Den helt store forskel på Vejle og OB er selvfølgelig, at OB er en Superliga-klub, og det er Vejle ikke. Så er der langt bedre styr på økonomien i OB. Noget af det mest tiltalende ved OB er også, at der er langt flere fuldtidsansatte, hvilket er fantastisk. Det gør det noget bedre og langt mere professionelt, udtaler Kim Engstrøm til D’BOLD.

OB endte i sidste sæson i U/19-ligaen på en skuffende 9. plads med 26 point i 22 kampe. Det er noget, som Kim Engstrøm ønsker at forbedre.

– På sigt skal vi være i top 6 i talentsektoren i Danmark. Det er 100% målet, Vi skal have et klart udtryk i vores spillemåde – et udtryk der skal kunne ses helt fra U/12 til U/19.

OBs U/19-trup har masser af talent i sig. OB U/19 har tidligere opfostret spillere til OBs Superliga-hold som Rasmus Falk, Daniel Høegh, Mikkel Desler, Mathias Greve og Jens Jakob Thomasen. Fremtidens målsætning er da også at generere så mange spillere som muligt til førsteholdet fra egen ungdomssektor.

– Vi har en spændende trup med mange dygtige spillere. Jeg synes, at det er en konkurrencedygtig trup, vi har nærmest 2-3 spillere på hver eneste position. Der er også nye spillere på vej, hvilket jeg dog ikke kan offentliggøre noget om endnu. Det ser derfor meget positivt ud.

Kim Engstrøm har taget et lille skridt opad som træner efter skiftet fra Vejle til OB. Han ønsker dog ikke at fortælle, hvad hans næste trænerambition er:

– Mit mål som træner er hele tiden at udvikle mig. Nu skal jeg have min P-licens afsluttet, og så må vi se, hvad tiden bringer, afslutter Kim Engstrøm i interviewet med D’BOLD.

In this article