Midtjylland U/16 spiller i øjeblikket Next Generation Trophy i Salzburg. De gjorde en flot figur, da de først slog værterne fra Salzburg og derefter spillede lige op med mægtige Manchester City i henholdsvis kvartfinalen og semifinalen.
På førstedagen af Next Generation Trophy tabte de unge midtjyder 4-1 til Benfica, og de vandt 1-0 over New York Red Bulls. Det var nok til en kvartfinaleplads. I kvartfinalen ventede værterne, FC Red Bull Salzburg. Der ventede en svær kamp for Midtjylland U/16, da Salzburg havde vundet begge deres gruppekampe. Det blev også en tæt affære.
Salzburg appelerede i starten af kampen for et straffespark, men det blev ikke dømt. Derimod fløjtede dommeren lige før pausen et straffespark til FCM, efter Gustav Isaksen blev nedlagt i feltet. Tobias Anker skulle tage sig af sparket, og han scorede sikkert. 1-0 til Midtjylland.
I 2. halvleg var midtjyderne under konstant pres. Salzburg skabte mange chancer, og de udlignede også til 1-1. Midtjylland var heldige, at stillingen var 1-1, da dommeren fløjtede af. Holdene skulle ud i straffesparkskonkurrence. Midtjylland vandt 5-4 i straffe, og de havde dermed slået Salzburg ud, som ellers havde vundet turneringen de sidste to år.
I semifinalen ventede mægtige Manchester City. Manchester City havde i kvartfinalen slået Leipzig ud i en intens straffesparkkonkurrence med hele 35 spark. FCM U/16 startede fantastisk ud i kampen. Efter bare seks minutter bankede Gustav Isaksen bolden op i det lange hjørne, og midtjyderne var derfor foran 1-0.
Men ligesom mod Salzburg begyndte Manchester City at presse midtjyderne. Hvis ikke det havde været for målmand, Valdemar Birksø Thorsen, havde FCM U/16 tabt stort. I 2. halvleg fik Manchester City udlignet til 1-1. Begge hold skulle derfor ud i endnu en straffesparkskonkurrence. Den vandt Manchester City U/16 desværre med 7-6.
FCM s unge U/16-drenge var selvfølgelig dybt skuffet over nederlaget, da de var så tæt på finalen. I kampen om 3. pladsen møder de spanske Valencia.