HB Køge sælger 16-årigt talent til engelske Newcastle United med øjeblikkelig virkning.
16-årige Elias Fritjof Sørensen skal i fremtiden tørne ud for engelske Newcastle United i stedet for danske HB Køge, hvor han har spillet de sidste to og et halv år. Den engelske klub har købt spilleren ud af sin kontrakt, og han skifter derfor med øjeblikkelig virkning.
Efter flere år på Køges talenthold, kom han endelig ind på akademiet, hvor han var en del af deres U/17-hold. Og i foråret havde han imponeret så meget, at han var blevet hevet op på førsteholdet og debuterede som den yngste nogensinde i HB Køge i en kamp mod Silkeborg.
– Vi er stolte over igen at have været med til at udvikle en ung spiller, som er interessant for større klubber i udlandet. Newcastle har fulgt Elias et stykke tid både i landskampe og for divisionsholdet, og har samlet set præsenteret os for en samlet pakke som hverken vi eller Elias kunne sige nej til. Elias er en meget talentfuld, ung spiller, som kan nå rigtig, rigtig langt, hvis han fortsætter med at arbejde hårdt i jagten på at nå sine mål, lyder det fra HB Køges sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside.
– Det viser os, at en af grundtankerne bag vores klubsamarbejde virker. Her er der tale om en spiller, der via samarbejdet nu har fået alletiders mulighed for at tage sin udvikling til næste step. Og det er en stor cadeau. Både til Nakskov Boldklub og til HB Køge, men i endnu højere grad til Elias selv, der i mange år har arbejdet hårdt for at komme dertil, hvor han er i dag. Der er selvfølgelig hård konkurrence i en stor klub som Newcastle, men Elias har alle muligheder for skabe sig en god karriere, og vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover.
Fritjof opnåede fem kampen med Køges førstehold og debuterede på U/17-landsholdet tilbage i februar.