Nyoprykkede Viborg U/17 viste tænder i sæsonpremieren

Med ét point og en absolut godkendt præstation vendte FK Viborg lørdag eftermiddag tilbage til landets fineste selskab, U/17 Ligaen, da man på hjemmebane delte i porten med HB Køge.

U/17: Viborg 2-2 HB Køge
1-0: Oliver Haurits (11.)
1-1: Malthe Klausen, selvmål (46.)
1-2: Yunus Emre Ünver (49.)
2-2: Dino Drijevic (54.)

Forventningens glæde er den bedste, og for Viborgs U/17-spillere har sommeren været én lang nedtælling mod sæsonpremieren i U/17 Ligaen mod HB Køge. Det helt store, ubesvarede spørgsmål var inden lørdagens opgør, om viborggenserne kan vende sig til det høje tempo i U/17 Ligaen.

Kampens indledning indikerede, at Viborg ikke ville overlade initiativet til udeholdet, men i stedet forsøge at præge kampen med offensivt og aggressivt spil. Allerede efter et par minutter var Tobias B. Kristensen tæt på at give sit hold en drømmestart, men offensivspillernes afslutning gik tæt forbi mål.

Ikke lang tid senere viste landsholdsaktuelle, Emil Frederiksen for første gang prøver på sit store talent, men heller ikke denne omgang var heldet med værterne, og Frederiksens skudforsøg manglede lige det sidste. Den store Viborg-chance var en forsmag på det, der skete ikke lang tid efter.

For i kampens 11. spilminut kom Viborg fortjent foran med 1-0. Igen var Tobias B. Kristensen indblandet, da han med et indlæg fandt sidste sæsons topscorer i U/17 Divisionen, Oliver Haurits, som headede bolden forbi Morten Kullenberg Olsen i svaneburet og skabte stor glæde i den grønne lejr.

Ligaoprykkerne var i teten, og HB Køge skulle være glade for blot at være bagude med 1-0 ved pausen.

I anden halvleg viste sjællænderne mere format og fik kæmpet sig tilbage i kampen. Ikke dermed sagt, at grønblusede værter spillede dårligt, for det gjorde de langt fra.

Med to hurtige scoringer vendte HB Køge i starten af anden halvleg op og ned på kampen. Begge scoringer faldt efter omstillinger og hurtige kombinationer. Først lavede Viborgs Malthe Klausen selvmål, og tre minutter senere blev Emre Yunus Ünver HB Køges første målscorer i denne sæson, da han helt umarkeret kunne sparke bolden i mål til 1-2.

Av, en hård nyser for domkirkebyens talenter, som ellers havde haft overtaget i store dele af opgøret. Køgegensernes to scoringer blev startskuddet til en god periode for hjemmeholdet, der svarede hurtigt igen. Emil Frederiksen, som kampen igennem var en evig kilde til uro i HB Køges defensiv, fandt indskiftede Dino Drijevic, som med en indersideafslutning gjorde det til 2-2.

Nu kunne man måske fristes til at tro, at Viborg ville acceptere det ene point og forsvare 2-2-resultatet hjem, men sådan er de grønblusedes mentalitet ikke. I kampens sidste fase pressede ligaoprykkerne voldsomt på, og var i flere omgange tæt på at score det forløsende 3-2-mål. Oliver Haurits afslutning tog ydersiden af stolpen, og et Viborg-mål blev også korrekt annulleret for offside, inden dommeren efter 80 hektiske minutter peb i fløjten for sidste gang.

Tilbage stod en flok småskuffede viborggenserne, som kunne tillade sig at være netop skuffede ovenpå en mere end godkendt sæsonstart, hvor man i den grad beviste, at man er sin plads i U/17 Ligaen berettiget.

In this article