OB U/19 tog sejren til sidst i turbulent målorgie

Med 10 mand på banen kæmpede AGF U/19 sig tilbage fra 1-3 til 3-3 i slutningen af anden halvleg, men i det 90. minut sikrede Philip Stoustrup en 4-3-sejr til fynboerne.

U/19: AGF 3-4 OB
1-0 Nimo Gribenco (1)
1-1 Jeppe Pedersen (36)
1-2 Jonas Hansen (59)
1-3 Oliver Lønfeldt (68)
2-3 Mathias “Marvin” Laursen (79)
3-3 Nimo Gribenco (82)
3-4 Philip Stoustrup (90)

Der var nærmest allerede på forhånd dækket bord til en målfest i mødet mellem AGF og OB i U/19 Ligaen. De to hold skuffede da bestemt heller ikke, og leverede en forestilling med syv mål.

Det første af de syv mål var der århusiansk arkitekt bag. I kampens pure indledning tog Nimo Gribenco fat i en god, lang bold fra holdkammeraten Christian Bech, inden han bagefter lagde bolden ind bag OB-målmand, Oliver Christensen, der ikke kunne være tilfreds med sit forsvar.

Det var bestemt ikke den eneste gang i kampen, at Oliver Christensen skulle komme til at hente bolden ud af sine netmasker. Dog fik kollegaen i den anden ende ligeså en travl eftermiddag. Den startede, da han måtte se sig passeret af Jeppe Pedersen på baggrund af en fejl i AGF-defensiven.

1-1 var stillingen ved pausen. AGF var umiddelbart mest i kontrol, men OB var kommet bedre med i slutningen af halvlegen, og AGF’s planer for anden halvleg blev hurtigt spoleret, da Christian Bech efter 51 minutter trak nødbremsen og blev præsenteret for dommerens røde kort.

Det skubbede momentum over til fynboerne, som ikke skulle bruge meget mere end otte minutter i overtal for at bringe sig foran med 2-1. Jonas Hansen scorede sit første mål i den nye sæson, og cirka 10 minutter senere gjorde Oliver Lønfeldt det til 3-1 for OB.

Med en mand i undertal lignede det en umulig opgave for AGF at komme tilbage i kampen. Ikke desto mindre var det lige præcis, hvad der skete. Først pustede Mathias “Marvin” Laursen lidt håb ind i århusianerne. Kort derefter fuldførte Nimo Gribenco comebacket ved at blive dobbelt målscorer.

Man skulle tro, at AGF’erne ville stille sig tilfreds med det ene point taget i betragtning, at de kun havde 10 mand på banen. Stik modsat blev ‘De Hviie’ ivrige efter at stjæle sejren til sidst. Det udnyttede OB til at køre den anden vej, og Philip Stoustrup sikrede definitivt en OB-sejr, da han scorede i det 90. minut scorede til 4-3.

En meget turbulent og underholdende kamp endte altså med en 4-3-sejr til OB, der sikrer Kim Engstrøm tre point i sin ligadebut som OB-træner.

OB ligger derfor øjeblikkeligt på fjerdepladsen i U/19 Ligaen efter blot én kamp, mens AGF indtager niendepladsen efter to spillede kampe.

In this article