At en så stor profil som Rafael van der Vaart har lyst til at spille i Superligaen, er for mange næste helt uforståeligt. Men for de unge spillere i ligaen, er det generelt bare super fedt.
Alexander Munksgaard fra FC Midtjylland er ganske begejstret for, at hollandske Rafael van der Vaart er skiftet til FCM i den danske Superliga. Og da van der Vaart kommer med ophold i blandt andet Hamborg SV og Real Madrid i bagagen, er den unge forsvarer heller ikke i tvivl om, hvad der forventes af den rutinerede midtbanespiller.
– Jeg forventer, han kan bidrage med en masse. Men i hvert fald en utrolig erfaring, som, ud fra hans CV, ikke mange har. Og det er selvfølgelig både til træning og kamp, jeg tror han kan blive rigtigt god, siger Munksgaard til D’ BOLD.
Og når man er så erfaren, som van der Vaart er, kan han helt sikkert også lære fra sig. Og det ser Munksgaard særligt frem til.
– Det tror jeg helt bestemt. Uden at have mødt ham, tror jeg også han er super villig til at dele ud af alt det, han har prøvet. Og som ung er det bare noget af det fedeste, at kunne suge til sig og lære fra de bedste, fortæller forsvarsspilleren.
– Det bliver da helt klart spændende her i starten, også lige at finde du af, hvad han er for en type. Men jeg tror også det bliver rigtig godt, når han først er kommet ind på holdet, og han derfra bidrage med alt det han er så god til.
Det er Munksgaard dog ikke ene om. Mikkel Duelund regner også med, at han kan bruge hollænderens erfaring til noget, når han endelig kommer i gang med at træne med holdet.
– Ja, det er en rigtig spændende spiller, som jeg selvfølgelig ikke kender noget til sådan rigtigt, men man må formode at man kan tage et eller andet til sig, når han kommer. Ellers så glæder jeg mig bare til, at han for alvor kommer i gang igen, og få ham ind på holdet, fortæller Duelund til dbold.dk
Duelund er dog en smule eftertænksom over for ankomsten af den nye spiller, da de begge befinder sig på midtbanen.
– Det er lidt ligesom når vi henter andre spillere. Det vil sige at man selvfølgelig lurer om det kommer til at påvirke ens egen situation på holdet. Derefter undersøger man vel hvilken kaliber spilleren er, hvor Rafael jo er en smule spændende, siger Duelund med et glimt i øjet.
– Jeg tror på at det bliver super fedt og godt for holdet. Lige meget hvad kommer han med masser af kvalitet. Så jeg glæder mig, siger 19-årige Duelund.
Og holdkammeraten Alexander Munksgaard glæder sig også til, at van der Vaart officielt tilslutter sig truppen til træning.
– Jeg synes det var lidt vildt at det kunne lade sig gøre, en spiller, der har spillet i flere absolutte topklubber i verden gerne vil til FC Midtjylland. Synes det er vild fedt, og kan ikke vente til at træne med ham, siger Munksgaard.
Det er dog ikke kun unge figurer i FCM, der synes om ankomsten af van der Vaart. Silkeborgs 17-årige Jeppe Okkels kan også sagtens se fordele ved, at den verdenskendte fodboldspiller har sluttet sig til Superligaen.
– Det er selvfølgelig stort, med en spiller af hans kaliber i Superligaen. Jeg håbede selvfølgelig på, at han kom til landet, da det jo også trækker noget opmærksomhed fra andre lande, forklarer Okkels.
Den unge Silkeborg-spiller fik for nyligt spilletid på klubbens førstehold i Superligaen. Og idéen om at kunne komme til at stå ansigt til ansigt med midtjyderne nyeste indkøb, er ikke helt dårlig i Okkels øjne.
– Altså for det første håber jeg jo på at komme til at spille flere kampe for førsteholdet. Og når vi så skal spille mod FCM igen, bliver det selvfølgelig fedt, hvis jeg er så heldig at komme på banen, mens han er der, og så have spillet mod en tidligere verdensstjerne, siger Okkels til D’ BOLD.
Van der Vaart har endnu ikke trænet med hos FC Midtjylland, og det er endnu uvist om, hvornår hollænderen kommer i kamp for sidste sæsons bronzevindere, der af flere grunde ikke bliver udtaget til ”ulvenes” næste kamp i Superligaen, som er mod FC København lørdag aften klokken 18:30.