Timands-Silkeborg delte med AGF

Silkeborg U/19 havde godt styr på sagerne i åbningskampen mod AGF. En udvisning til hjemmeholdet i starten af anden halvleg betød dog, at AGF tog over, og snuppede et point med hjem til Aarhus.

U/19: Silkeborg 1-1 AGF
1-0 Magnus Mattsson (20)
1-1 Kasper Lunding (70)

En sløj sidste sæson i U/19-regi for AGF skal revancheres i år. Første mulighed for at gøre det, var lørdag eftermiddag, hvor turen var gået mod Søhøjlandet og Silkeborg.

Hjemmeholdet sluttede som sekser i sidste sæson, men har mistet store profiler som Nicklas Røjkjær, Sammy Skytte og Gustav Dahl siden da. Favoritværdigheden lå derfor hovedsageligt på hjemmeholdet.

Silkeborg kom da også bedst ud af startblokkene. Hjemmeholdet dominerede totalt AGF, og skabte mange gode scoringsmulighede i første halvleg. Da Magnus Mattsson gjorde det til 1-0 for SIF’erne efter 20 minutter, lignede det en god premiereforestilling for silkeborggenserne.

Trods chancer til mere i første halvleg, lykkedes det ikke at score mere end det ene mål for Silkeborg. Derfor var AGF ikke chanceløse i anden halvleg, og chancerne for point blev ikke ligefrem dårligere, da hjemmeholdets Anes Travljanin blev præsenteret for dommerens røde kort i starten af anden halvleg.

En livlig Kasper Lunding lukrerede på AGF’s overtalssituation på grønsværen ved at gøre det til 1-1 med et godt træk ind i banen efterfulgt af en skarp afslutning mod nærmeste stolpe fra kanten af feltet.

Herfra havde hjemmeholdet mest i sinde at forsvare 1-1 hjem, undertallet taget in mente. Trods chancer i begge ender i resten af anden halvleg, forblev det ved en uafgjort stilling efter 90 minutter.

Begge mandskaber kom derfor fornuftigt fra land med ét point hver. Silkeborg skal på lørdag møde Brøndby ude, mens AGF tager imod OB.

In this article