TT – Udl 16/17 R3 – Overraskende sejr og retur fra OL

Der er masser af dansk talent i udlandet – men hvordan går det de unge håbefulde spillere? Det samler D’BOLD op på hver torsdag. I den forgangne weekend var Jakob Bruun Larsen retur fra De Olympiske Lege, og Augsburg fortsatte den suveræne stil.

FC Augsburg U/19 1 – 1 SC Freiburg U/19

1-0: Kamran Yahyaijan
1-1: Kevin Danso

Der var for tredje kamp i træk genvalg til danske Lasse Jürgensen (3/1), da FC Augsburg søndag formiddag spillede sæsonens anden hjemmebanekamp. Efter en halv times tid kom gæsterne desværre foran, og kunne gå til pause med en føring på 0-1. Det skulle der laves om på, og det hjalp to udskiftninger på. Den danske U/19-kaptajn kunne således se sin holdkammerat Kevin Danso (2/2) udligne til 1-1 efter en lille times tid. Desværre, blev det ikke til flere mål, selvom hjemmeholdet pressede hårdt på, hvilket tydeligt ærgrede træner Frankenberger, der efter kampen fortalte, at de havde for mange store chancer til ikke at score mere. I det mindste kan den tyske træner og hans danske anfører glæde sig over, endnu ikke at have tabt en kamp i sæsonen, grundet to sejre og en uafgjort.

Borussia Mönchengladbach U/19 0 – 2 Borussia Dortmund U/19

0-1: Etienne Amenyido
0-2: Yoel Yilma

En uge efter nederlaget i OL-kvartfinalen for Jacob Bruun Larsen (1/0), og resten af det danske OL-landshold, var han igen klar for sin tyske arbejdsgiver. Offensivspilleren startede dog på bænken, hvorfra han kunne se sit hold bringe sig foran inden pausen. Efter godt en times spil blev det så til sæsonens første minutter for Bruun Larsen, der sidste sæson var fast mand i startopstillingen. Den unge dansker fik ikke selv scoret, men var med i opspillet da den tyske holdkammerat Yoel Yilma (2/1) scorede til den endelige stilling, 0-2. Det blev således Borussia Dortmund U/19s tredje sejr i træk, hvilket giver dem og Bruun Larsen en delt første plads i U/19 Bundesliga West.

Everton U/23 2 – 0 Derby County U/23

1-0: Harry Charsley
2-0: Harry Charsley

Sæsonens anden kamp i Premier League 2 Division 1 bød på dansk deltagelse, da Emil Riis Jakobsen (2/0) var med fra start hos gæsterne fra Derby County, der skulle forsøge at slå sidste sæsons tredje bedste hold. Forud for opgøret havde Jakobsen udtalte til Derby Countys hjemmeside, at hvis de ville have point med fra den blå del af Liverpool krævede det, at de spillede op til deres allerbedste. Det formåede de desværre ikke, og selvom den 18-årige offensive spiller fik 90 minutter, var det desværre ikke nok.

VVV-Venlo 1 – 2 Jong PSV

1-0: Clint Leemans
1-1: Sam Lammers
1-2: Damian van Bruggen

Med Nikolai Laursen (4/0) fra start erobrede Jong PSV en ordentlig skalp, da de mandag aften slog en af ligaens store favoritter, VVV-Venlo, med 1-2. Første halvleg endte 1-1, hvor den tidligere Brøndby-spiller endnu en gang kunne se angriberkollegaen Sam Lammers (4/6) scorer. Ikke mange minutter efter, den tidligere PSV-spiller Clint Leemans blev udvist for sit andet gule kort, blev Laursen dog udskiftet. Da træner Jansen ville udnytte Jong PSV’s overtal. Kampen endte 1-2 til udeholdet, og Laursen fik endnu en gang godt med spilletid, efter 90 minutter i weekenden.

In this article