Vilje, mod, sammenhold og og arbejdsstyrke er nogle af de elementer, som de danske U/17-landsholdsspillere lægger til grund for, at de tirsdag står i finalen ved Internordisk Cup mod Island.
Internordisk Cup er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor de skandinaviske lande + enkelte inviterede lande dyster med deres U/17-landshold mod hinanden. I år er det gået rigtig godt for det danske U/17-landshold, der har kvalificeret sig til finalen ved ottenationersturneringen.
Se den danske trup til Internordisk Cup her
Danmark slog i puljespillet Cypern med 4-1 og Norge med 2-1, mens det til gengæld blev et nederlag på 1-2 mod værterne, Finland. Seks point er dog nok til at indløse billet til finalen mod Island tirsdag kl. 18.
Tre af de danske spillere kommer over for DBU’s Facebook-side, Landsholdsfodbold, herreungdom, med deres bud på, hvorfor Danmark er nået hele vejen til finalen:
– Vores udtryk, vores vilje og vores arbejdsstyrke, siger Nicolas Nartey (FCK). Han bakkes op af sin holdkammerat, Victor Jensen, der siger:
– Jeg synes, det er vores hårde arbejde. Vi arbejder hårdt for hinanden og for holdet, og så er det vores vilje til at tackle og til at vinde kampene.
FC Midtjyllands Christian Tue kommer slutteligt med sit bud på, hvorfor Danmark står i finalen:
– Vores vilje, vores sammenhold og så vores evne til at gøre kampene færdige.
Et dansk U/17-landshold har ikke vundet Internordisk Cup siden 2006.