U/16-landsholdsspillere om skole og fodbold

De tre unge Brøndby IF- og U/16-landsholdsspillere, Frederik Nørrestrand, Mikkel Eslund og Andreas Pyndt, skal samtidig med at spille en masse fodbold også holde fokus på skolen.

Frederik Nørrestrand, Mikkel Eslund og Andreas Pyndt har mange ting tilfælles. De spiller alle tre på Brøndby IFs U/17-hold, de går alle tre i samme idrætsklasse på Brøndbyvester Skole og de er alle tre udtaget til det danske U/16-landshold.

Idrætsklassen på Brøndbyvester Skole er en klasse for talenter inden for forskellige sportsgrene. De tre drenge er nu begyndt i 9. klasse, og de har gået i klassen siden 7. klasse. Idrætskoordinator, Frank Larsen, udtaler til Folkebladet:

– Vi har heldigvis rigtig mange elever, der virkelig knokler, både i skolen og på træningsbanen. Alle i vores klasser har et stort talent, men man finder hurtigt ud af, hvem der vil det allerede fra starten af 7. klasse. Det er det lange seje træk, der gør, at man fortsat kan begå sig flere år efter. Vi har en del elever, der er på landsholdet i forskellige sportsgrene, men det er klart at tre fra samme klasse på samme landshold i samme sport giver opmærksomhed.

Det med både at få fodbolddrømmen og lektierne til at hænge sammen kræver hårdt arbejde og stor fightervilje. Når skolen slutter, begynder træningen nemlig, og så bliver det sent om aftenen, før de unge talenter får tid til lektier. Frank Larsen fortæller også, at det for mange er en for hård hverdag, og de derfor dropper deres talent.

Frederik Nørrestrand trives dog fantastisk i klassen:

– For mig er det super fedt at gå i en klasse, der giver mig plads til at udvikle mig som fodboldspiller. Skolen giver mig for eksempel fri til DBU-samlingerne og til de ting, der nu er med BIF. Og så er det bare super fedt at gå i en klasse, hvor alle har det samme fokus, og hvor alle ved, hvad det vil sige at dyrke sport på eliteniveau, fortæller Frederik Nørrestrand til Folkebladet.

In this article