18-årige Oliver Kjærgaard forlænger i Lyngby

Fredag kunne ALKA Superliga-oprykkerne fra Lyngby Boldklub meddele på klubbens hjemmeside, at det 18-årige midtbanetalent, Oliver Kjærgaard, har forlænget sin kontrakt med De Kongeblå, så den nu løber frem til sommeren 2019.

Oliver Kjærgaard, der debuterede for Lyngbys førstehold før sommerferien, da sjællænderne toppede 1. Division, har endnu ikke fået spilletid i denne sæson. Det er da også meningen, at Kjærgaard hovedsageligt skal hente sine kampminutter på klubbens Reserveliga- og U/19 Liga-hold, selvom det fortsat jævnligt vil stå på træninger med Superliga-truppen for den unge midtbanespiller – cheftræner David Nielsen er dog langt fra afvisende overfor flere førsteholdsoptrædener til Oliver Kjærgaard, hvis hans udvikling fortsætter.

– Oliver er allerede nu en rigtig dygtig midtbanespiller, og han har et kæmpe potentiale, som han allerede har vist Superliga-holdet til de træningspas, hvor han har været med. Hans fysik er god, hans løbepensum er ubarmhjerteligt, og formår Oliver selv og vi i trænerstaben at forløse hans potentiale, så venter der mange Superliga-kampe forude, spår David Nielsen til lyngby-boldklub.dk.

Oliver Kjærgaard, der scorede to gange i sidste sæsons U/19 Liga, har allerede scoret en enkelt gang efter sommerferien i den bedste danske ungdomsrække, ligesom han også medvirkede i den ene Reserveliga-kamp, De Kongeblå har spillet i denne sæson.

In this article