AaB’s teenagere viste ingen nåde i lokalopgør

Med hele fem 19-årige spillere fra årgang 1997 i startopstillingen vandt AaB her til aften med 5-1 over lokalrivalerne fra Nørresundby i DBU Pokalen.

Når de fuldtidsprofessionelle Superligahold i pokalturneringens tidlige runder møder lavere rangerende mandskaber, er det en kærkommen mulighed for trænerne at se truppens yngste spillere an.

Således også i AaB, som i år har rykket hele seks U/19-spillere op i Superligatruppen. De unge talenter har allerede vist deres værd, og via flere gode præstationer i Reserveligaen har spillerne fra årgang 1997 nærmet sig Superligaholdet. Magnus Christensen (5 kampe), Rasmus Thellufsen (1 kamp), Sebastian Grønning (6 kampe) og Joakim Mæhle (1 kamp) har allerede snust til Superligaen, og onsdag aften var der mere i vente til de unge nordjyder.

Magnus Christensen, Rasmus Thellufsen, Sebastian Grønning, Joakim Mæhle og debutanten Bardhec Bytyqi startede nemlig alle på banen, da man på udebane skulle forsøge at besejre jyllandsserieholdet fra Nørresundby. Morten Rokkedal sad på bænken.

Den forventede niveauforskel på Superligaen og Jyllandsserien var synlig fra start til slut, og der var ingen tvivl om kampens udfald. Markus Holgersson bragte de bolsjestribede i front efter 25 minutter, inden Thomas Enevoldsen tre minutter før pausen gjorde det til 0-2 efter et glimrende indlæg fra debuterende Bardhec Bytyqi.

I anden halvleg fortsatte AaB dominansen. Thomas Enevoldsen blev dobbelt målscorer i det 48. minut, inden Sebastian Grønning Andersen, tidligere topscorer i U/17 Ligaen, med hovedet udbyggede føringen til 0-4.

Værternes Rasmus Højer pyntede på resultatet i det 64. minut, da han udnyttede et straffespark, inden Jannik Pohl lukkede festen med scoringen til 1-5 i kampens døende sekunder.

In this article