AGF U/17 tilbage på sporet

Gustav Mogensen blev med sit fjerde sæsonmål den store helt for AGF, da ’De Hvie’ lørdag eftermiddag besejrede AaB med 2-1 i U/17 Ligaen. 

U/17: AGF 2-1 AaB
1-0: Magnus Kaastrup (23.)
1-1: Gabriel Adriano (43.)
2-1: Gustav Mogensen (60.)

Efter to lange uger uden fodbold fra landets bedste U/17-række, var der lørdag eftermiddag atter U/17 Ligaen på programmet. Kampen mellem AGF og AaB blev afviklet under en strålende sol og med udsædvanlige varmegrader for en september måned i Danmark. Lørdag var bestemt en god dag at gå til fodbold på!

AGF dominerede i grove træk første halvleg og formåede at holde gæsternes talentfulde offensivspillere fra fadet. Århusianerne virkede opsatte på at revanchere forrige weekends skuffende resultat mod Lyngby og havde i kampens indledning to store chancer, som skulle have resulteret i mål.

Chancerne blev i første omgang misbrugt, men i det 23. minut blev det alligevel 1-0, da en af AGFs fem U/17-landsholdsspillere, Magnus Kaastrup, fandt vej til nettet og bragte værterne på sejrskurs. Efter føringsmålet var det op ad bakke for gæsterne, som ellers præsenterede sig fornemt og bidrog til, at kampen blev spillet på et højt niveau.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, før de bolsjestribede nordjyder bragte balance i regnskabet. Kantspilleren med det brasilianskklingende navn, Gabriel Adriano var manden med målet, og så var alt lige igen.

Målet gav AaB vinger, og i den efterfølgende periode dominerede Adam Harells tropper, uden at omsætte dominansen til mål. Det var for meget lige-ved-og-næsten for gæsterne, og derfor gik det, som det oftest går, når man ikke udnytter sine gode perioder i en kamp.

AGF slog til.

Gustav Mogensen skabte med sin fjerde sæsonscoring eufori i den østjyske lejr, da han med 17 minutter tilbage af opgøret scorede til 2-1 og slog en fed streg under, at han er blandt U/17 Ligaens mest formstærke spillere.

Der var i kampens slutfase chancer til begge mandskaber, men det forblev ved de 2-1, og så kunne AGFs unge spillere ellers række armene i vejret og fejre sæsonens anden sejr, som en smule overraskende sender århusianerne op på femtepladsen.

AaB har derimod fået en middelmådig start på sæsonen med fire point i fire kampe. Det rækker til en foreløbig niendeplads.

In this article