Den spanske storklub, Atlético Madrid, har i dag offentliggjort forlængelsen af danske Gonzalo Jørgensens kontrakt. Kontrakten er endnu et skridt imod et gennembrud på klubbens førstehold for den unge back.
Den dansk-spanske venstreback, Gonzalo Jørgensen, har skrevet under på en kontrakt er tre-års varighed. Den blot 18-årige spiller skifter sin ungdomskontrakt ud med en professionel kontrakt og spiller i denne sæson sit sidste år som ungdomsspiller, inden han fra næste sæson rykkes op som senior på Atléti’s andethold.
Gonzalo Jørgensen glæder sig stort over den nye aftale.
– Jeg er selvfølgelig meget glad for min nye kontrakt. Det er en virkelig god mulighed, og kontrakten afspejler den tro, som Atletico Madrid har på mig, forklarer Jørgensen til bold.dk.
Gonzalo Jørgensen har spillet størstedelen af karrieren i Atletico Madrid og drømmer om på sigt at slå igennem på klubbens bedste mandskab.
– I fremtiden håber jeg på at komme til at spille på førsteholdet. At spille på holdet er min drøm, og jeg er klar, hvis det skulle blive en realitet en dag. Jeg håber, det sker, for det vil være en fantastisk mulighed for mig, udtaler spilleren til bold.dk
Gonzalo Jørgensen står noteret for fem ungdomslandskampe for Danmark.