Mikkel Duelund har fået fint med spilletid på det seneste for FC Midtjylland, men alligevel stiller han sig ikke helt tilfreds, da han gerne vil starte inde hver gang.
FC Midtjylland har gennem tiden haft mange unge spillere, som de har gjort brug af på klubbens førstehold. Lige for tiden er det Mikkel Duelund og Rasmus Nissen, der har mest succes på førsteholdet, og førstnævnte vil gerne have endnu flere minutter i benene i den nærmeste fremtid.
– Det er klart, at jeg vil hellere være starter, end jeg vil være joker, og det skal jeg blive ved med at arbejde hen imod. Jeg synes, jeg er godt på vej, og jeg synes, jeg får vist en masse, fortæller Mikkel Duelund til D’ Bold, og han tilføjer:
– Det er klart, at jeg rigtig gerne vil være starter, og som jeg sagde før, så er det bare at arbejder derhen imod, for jeg føler snart, at jeg er der. Jeg er der selvfølgelig ikke endnu, men jeg er tættere på.
Mikkel Duelund sætter samtidig et par ord på, hvordan tilværelsen i førsteholdstruppen som ung spiller er, og han mener selv, at tilliden til ham er meget vigtig for hans videre udvikling.
– Det er klart, at nu har jeg været en del af det i lang tid, og Rasmus har også været en del af det i noget tid nu, så det synes jeg egentlig er meget naturligt, men jeg er selvfølgelig glad for, at vi har en træner og en klub som virkelig tror på os, og så har jeg den holdning, at det er de bedste på dagen der skal starte inde, og hvis det ikke er os, der er de bedste, så er det heller ikke os, der skal starte inde.
Til sidst nedtoner Mikkel Duelund snakken om et eventuelt skifte til en større klub end FC Midtjylland, og den unge midtbanespiller fortæller, at han lige nu kun tænker på FC Midtjylland.
– Nej lige i øjeblikket gør jeg slet ikke, for jeg spiller en helt del, men det er jo klart, jeg har jo lige skrevet under på en ny kontrakt på fem år, så lige nu tænker jeg ren og skær kun på Midtjylland og give dem hele armen for dem. Det er trods alt dem, der har givet mig chancen som seniorspiller, og det er der, hvor jeg spiller i øjeblikket, så jeg er super glad for at være der, og så fylder det andet ikke specielt, afslutter Mikkel Duelund overfor D’ Bold.
Selvom Mikkel Duelund kæmper hårdt for at få en startplads i FC Midtjylland, så kommer det 19-årige stortalent til at kæmpe ekstra hårdt i denne sæson, da Rafael van der Vaart er gået ind i startopstillingen hos midtjyderne.