OB er endnu den eneste klub, som ikke har mistet point i U/19-ligaen. Det undrer ikke FC Midtjylland-træner Kenneth Andersen
Efter først en vanvidskamp, der endte 3-4 på udebane, og derefter en noget anderledes 1-0-sejr hjemme, er OB fortsat det eneste hold i U/19-ligaen, der har hentet alle point mulige. Det har man lagt mærke til hos sidste sæsons mestrer i FC Midtjylland, der selv har hentet fire point på to kampe:
– De (OB, red.) har skiftet ud på seks-syv pladser i forhold til sidste sæson, og det er både spillere fra deres U17-hold der er kommet op, og spillere, der er kommet til udefra. Jeg så dem vinde fortjent over Brøndby i deres seneste kamp, og de har et stærkt hold, som vi har respekt for, siger Kenneth Andersen til FC Midtjyllands egen hjemmeside
Særligt anfører Mads Jørgensen skal drengene fra den midtjyske hede holde øje med. Han scorede i OB’s sidste kamp mod Brøndby IF et fremragende mål fra cirka 30 meter, der efterfølgende blev kåret til månedens mål af alle i klubben. En konkurrence han vandt over både Edmundsson og Mikkelsen fra klubbens Superliga-trup.
Umiddelbart forventes alle spillere at være til rådighed for begge trænere til, hvad der kan gå hen at blive, sæsonens første topopgør, der sparkes i gang klokken 14:00 på Fyn. Efterfølgende vil man som altid kunne læse kampreferat af opgøret her på siden.